Landevej delvist spærret. Kvinde fløjet til behandling på hospitalet.
Nakskov Landevej har mandag eftermiddag været helt spærret i en times tid ved Runestensvej ved Nebbelunde på grund af en alvorlig trafikulykke.
Kort efter klokken 15 er vejen dog blevet genåbnet i det ene spor, men politiet er fortsat er i gang med undersøgelser i det andet spor, hvor man venter på, at en bilinspektør skal komme og forsøge at klarlægge årsagen til ulykken.
Ulykken skete kort før klokken 14, og ifølge Folketidendes oplysninger er der tale om, at en mindre personbil, som af ukendte årsager holdt stille i vejsiden, er blevet påkørt bagfra af en lastbil.
Indsatsleder Johnny Rasmussen fra Lolland-Falster Brandvæsen oplyser til folketidende.dk, at føreren af personbilen - en 60-årig kvinde - er blevet fløjet med akuthelikopter til behandling på Odense Universitetshospital. Der skulle ikke være andre personer, som er kommet fysisk til skade ved ulykken.
Brandvæsnet har ved 15-tiden netop forladt stedet, mens politiet altså fortsat er til stede.
Det har ikke mandag eftermiddag været muligt, at få en kommentar fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.