Slutspillet om Afghanistan er i gang

Slutspillet i Afghanistan er i gang for Danmark. Det er på tide, at der nu kommer en egentlig strategisk diskussion om den fremtidige mission, selv om der er politisk uenighed om exit-strategien.

Det siger militæranalytiker Mikkel Vedby Rasmussen, Københavns Universitet.

- Socialdemokraternes forslag om, at de afghanske myndigheder overtager ansvaret i Helmandprovinsen inden for de næste to år, ligger i forlængelse af den debat, der er blandt vores partnere i Nato, siger militæranalytikeren.

Debatten handler om, hvordan man kommer ud af landet og hvordan man kommer ud på en måde, som kan kaldes en sejr.

- Der er ingen, der diskuterer, om vi skal være i Afghanistan - i hvert fald med kamptropper - de næste 15 år, siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Han vurderer, at det er realistisk, at de afghanske myndigheder overtager ansvaret, men det kommer helt an på ambitionsniveauet, hvor mange soldater man sætter ind og hvad man har gjort i mellemtiden.

- Der er to forslag i spil. Det ene er DF's forslag om, at man skal sende kampfly og jægersoldater derned. Det andet er Socialdemokraternes, der siger, at om to år skal vi kunne overdraget ansvaret til de afghanske myndigheder. Begge opererer med en mission, der er ved at være afsluttet. Det, der er diskussion om, er, hvornår og hvordan gør vi det bedst muligt, siger han.

En kombination af S og DF's forslag vil sikre, at det vil være nemmere for afghanerne at overtage ansvaret i 2012, vurderer Mikkel Vedby Rasmussen.

Partierne bag Afghanistanstrategien mødes fredag.

/ritzau/

Den politiske enighed om Afghanistan slår revner. Men det er positivt, at partierne diskuterer en strategi for at forlade lande, mener militæranalytiker.

Offentliggjort Sidst opdateret