Berlusconi skal blive på hospitalet

Læger på et hospital i Milano har beordret Silvio Berlusconi til at tilbringe endnu en nat på hospitalet.

Den italienske premierminister brækkede næsen og fik slået to tænder ud, da han blev angrebet af en tilsyneladende sindsforvirret mand, som kastede en miniaturemodel af den gotiske katedral i Milano i hovedet på ham.

Berlusconis personlige læge siger, at den 73-årige regeringsleder tidligst kan udskrives tirsdag, og at det vil tage tre uger, før han er kommet sig.

Berlusconi har på det seneste været kraftigt kritiseret på grund af påståede kontakter med mafiamedlemmer og rygter om affærer med yngre kvinder. Men søndagens angreb har fået en bølge af sympati til at skylle mod ham.

- God bedring, premierminister Berlusconi. Ægte italienere er altid på din side, lyder teksten på et banner, der er hængt op uden for det hospital i Milano, hvor han er indlagt.

Berlusconis blodige ansigt er på forsiden af de italienske aviser mandag. Også de medier, der normalt er blandt Berlusconis største kritikere, fordømmer angrebet og den politiske atmosfære i Italien.

/ritzau/AFP

Det vil tage tre uger, før Italiens premierminister Berlusconi er kommet sig efter angrebet mod ham, siger hans læge. Han bliver tidligst udskrevet tirsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret