Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, er chokeret over, at fem personer torsdag middag blev anholdt for trusler mod hende. Hun finder truslerne mod hende mere alvorlige end tidligere.
- Den her mordtrussel har været meget detaljeret, og det har gjort det ekstra ubehageligt, siger Pia Kjærsgaard på et pressemøde i Københavns Lufthavn.
Hun vil ikke nærmere ind på, hvad der står i det trusselsbrev, som Dansk Folkepartis sekretariat modtog i tirsdags.
Pia Kjærsgaard, der var på ferie i Prag, blev samme dag selv gjort opmærksom på truslen.
- Jeg har det dårligt med det, fordi det er ikke rimeligt at leve sit liv på den måde. Det er heller ikke rimeligt, at jeg skal bruge min ferie på at være optaget af sådan en trussel, siger hun.
Pia Kjærsgaard understreger dog, at det ikke kan nytte noget at gå og være bekymret.
- Det her får mig ikke til at ændre noget. Jeg er psykisk robust, så jeg skal nok komme over denne oplevelse, siger hun.
Pia Kjærsgaard udtrykker samtidig taknemmelighed over for kollegerne på Christiansborg, hvor alle partier har taget klart afstand fra truslerne.
Sagen begyndte, da Dansk Folkepartis sekretariat på Christiansborg i tirsdags modtog et anonymt tip om, at de fem navngivne personer planlagde noget, der truede Pia Kjærsgaard.
Sekretariatet gik til politiet, der i samarbejde med PET torsdag morgen ransagede flere adresser på bl.a. Nørrebro i København og anholdt femkløveret.
Politiet fandt ved ransagningerne af de anholdtes bopæl ingen beviser, der peger på, at de skulle være involveret i at afgive trusler mod Pia Kjærsgaard. Og efter afhøring på stationen valgte politiet altså at løslade fire af de fem.
Den femte er stadig i politiets varetægt. Politiet fandt under ransagningen et ukendt beløb, som myndighederne kræver, at den anholdte skal redegøre for.
/ritzau/
Seneste artikler
NFH kollapser mod nordmænd
Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset
Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket
Nu er borgerne til nyt udvalg fundet
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst