Olieudslippet frygtes endnu engang værre

Olieselskabet BP skriver i et internt dokument, at der muligvis løber 100.000 tønder (15,9 millioner liter) olie ud i Den Mexicanske Golf dagligt. Tallet er sluppet ud efter et højtstående demokratisk kongresmedlem har lækket dokumentet.

I øjeblikket regner de amerikanske myndigheder med, at der løber op imod 60.000 tønder (9,5 millioner liter) ud i Golfen om dagen.

Toby Odone, talsmand for BP, siger, at det lækkede dokument umiddelbart er ægte, men at skønnet på 100.000 tønder kun kan bruges i en situation, hvor en såkaldt sprængningssikring er fjernet.

- Siden der ikke er nogen planer om at fjerne sprængningssikringen, er tallet irrelevant, siger han.

BP, der siden april har kæmpet for at stoppe olielækagen i Golfen, vil ifølge den britiske avis Sunday Times bruge 300 milliarder kroner på at dække omkostninger efter det enorme olieudslip.

Ed Markey, demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus, lækkede det interne BP-dokument. Han siger til tv-stationen NBC, at BP har misinformeret om udslippets størrelse.

- Lige fra start har BP enten løjet eller været hamrende inkompetente, siger Markey.

- Først sagde de, at de var 1000 tønder, så sagde de, at det var 5000 tønder, siger han.

Odone afviser, at BP har holdt tallet urealistisk lavt.

- Jeg mener ikke, at det er blevet undervurderet. Vi har hele tiden sagt, at vi ville håndtere al den spildte olie uanset mængden, og det er præcis, hvad vi har gjort, siger BP-talsmanden.

/ritzau/Reuters

Et demokratisk kongresmedlem har lækket et internt BP-dokument, hvor der står, at olieudslippet i Den Mexicanske Golf kan være på 16 millioner liter dagligt.

Offentliggjort Sidst opdateret