cookie-og-privatlivspolitik
Stier i græsset og birketræer, som de tager sig ud på denne årstid. Før var her blot en kortklippet græsplæne. Ifølge Rasmus Lagoni Seeberg summer det nu om sommeren.

3

Billeder

Stier i græsset og birketræer, som de tager sig ud på denne årstid. Før var her blot en kortklippet græsplæne. Ifølge Rasmus Lagoni Seeberg summer det nu om sommeren.
Foto: Privat

Lolland

Lollands første vilde kirkegård

- Det er ikke en besparelse at lade kirkegården blive vild. Den skal bare passes på en anden måde, siger næstformand i menighedsråd.




10. januar 2022 kl. 10:00 Af Rikke Folm Berg

SANDBY Det er ikke tilfældigt, at Sandby Kirkegård er blevet den første kirkegård på kommunens stadigt mere omfangsrige kort over tiltag, hvor borgere, virksomheder, landbrug og kommunen selv lader græsset gro og sår vilde blomster for at være vilde med vilje.

For i menighedsrådet i Sandby-Branderslev Sogn sidder 20-årige Rasmus Lagoni Seeberg, som, udover at være næstformand i rådet, også er i lære som anlægsgartner hos Park & Vej i Lolland Kommune. Det har han været i tre et halvt år, og til maj skal han til sin svendeprøve.

Han har derfor fulgt ambitionen om at fremme biodiversiteten i kommunen, lige siden medarbejderne i Park & Vej i efteråret 2020 bidrog til, at Lolland blev partner i "Vild med vilje" og i starten af 2021 meldte kommunen til Miljøministeriets konkurrence "Danmarks vildeste kommune" - og det inspirerede ham.


Tålmodig graver

På Sandby Kirkegård var der nemlig nogle nedlagte gravsteder, der var blevet sået græs på, men det var ikke blevet pænt.

- Græsset havde ikke en køn grøn farve, men var lidt fesent at se på, så jeg foreslog, at vi skulle fræse det ned og så vilde blomster i stedet for at fremme biodiversiteten, fortæller han.

Annonce

Ifølge ham blev det dog heller ikke det pæneste den første sommer, men siden fik det en omgang engblanding mere i efteråret, og det hjalp, så der pludselig blev et væld af farver og en summen af insekter. Derudover fik græsset i et område af kirkegården lov til at stå højt med stier, ligesom der blev sat birketræer på det stykke.

Han pointerer, at han ikke har taget arbejdet fra graveren, kun hjulpet lidt.

- Graveren gør en stor og flot indsats, siger han og tilføjer, at han sætter stor pris på, at hun er så tålmodig med ham.


Overtalte forældre

Inden Rasmus kastede sig over at gøre kirkegården vild, havde han dog først gjort eksperimentet i sine forældres have.

- Jeg bor stadig hjemme hos mine forældre i Branderslev, og jeg skulle overtale mine forældre for at få lov, men det lykkedes, og pludselig kunne vi høre guldsmede og græshopper fra terrassen, ligesom der var myg, bier og hvepse, fortæller han begejstret.

Annonce

Han er med på, at ikke alle er vilde med det vilde, fordi det kan se lidt rodet ud. Men han mener også, at det er ved at ændre sig.

- For nogle år siden skulle alt stå snorlige, men ikke nødvendigvis længere, siger han.

Han har da heller ikke hørt nogen brokke sig over kirkegårdens vildskab.

- Det var kun lige en enkelt kommentar til nogle tidsler i græsset.

Planerne er desuden flere. Til foråret bliver knap 10 hektarer, som Sandby Kirke tidligere har haft forpagtet ud til landbrug, nemlig omlagt til fredskov.

Annonce

- Så begynder det ligesom at ligne noget. For nok mister vi kroner og ører, men så gør vi både noget for biodiversiteten og for at nedbringe C02, siger han.

Heldigvis har Sandby Kirke opnået økonomisk støtte til selve skovrejsningen, fortæller formanden for menighedsrådet, Jesper Mejlby Mørch Idziak.

- Vi har med hjælp fra Skovdyrkerforeningen fået omkring 650.000 kroner fra Nyskovfonden.

Det er en fond, hvis formål netop er at yde økonomisk støtte til rejsning af fredskov for at fremme optaget af CO2 fra atmosfæren. Fonden er stiftet af Forenet Kredit, Østifterne og Nykredit Realkredit A/S.

- Det er et engangsbeløb, som skal bruges til at plante skov, hegne ind og passe skoven de første tre år, fortæller menighedsrådsformanden og nævner, at fredskoven i øvrigt er en del af det landsdækkende projekt "Grøn Kirke".

Annonce

Hos Park &Vej er parkforvalter Helle Kjørup Nielsen glad for, at en kirkegård har føjet sig til kommunens "vilde kort".

- Ikke at vi går målrettet efter kirkegårde, vi vil bare gerne have alle med, så vi er glade og taknemmelige for alle de tiltag, der bliver gjort, siger hun.

Men hun synes da, at det er lidt sjovt, at også kirkegårde nu kan være vilde med vilje.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Læserbreve

AF: PER HØYEM

Vindmøller og Power-to-x anlæg 14. januar 2022 kl. 00.23

AF: PER HØYEM

Leo Christensen og Vindmøller 09. januar 2022 kl. 11.48

AF: PER THOMSEN

Aotocampere Stubbekøbing 23. december 2021 kl. 18.41

AF: PER HØYEM

Power-to-x- anlæg og Vindmøller 23. december 2021 kl. 15.16

AF: PER HØYEM

Tine Vinther Clausen 21. december 2021 kl. 19.39

AF: MARIA SCHOUW NIELSEN

Specialskolen Lolland - er… 18. december 2021 kl. 19.56

Annonce

ANNONCE