BP-formand indkaldes til møde med Obama

Bestyrelsesformanden i olieselskabet BP, Carl-Henric Svanberg, er blevet indkaldt til et møde med USA's præsident, Barack Obama, næste onsdag for at forklare selskabets indsats i Den Mexicanske Golf.

- Udslippet fra BP's Deepwater Horizon er den største miljøkatastrofe i USA's historie, skriver Thad Allen, chefen for den amerikanske kystvagt, der koordinerer landets katastrofeindsats, i et offentligt brev til BP.

- Den potentielle ødelæggelse ved Golfkysten, områdets økonomi og folk kræver en utrættelig indsats for at stoppe lækagen og inddæmme skaden, siger Allen.

- Som den ansvarlige part er BP økonomisk ansvarlig for alle omkostninger forbundet med reaktionen på udslippet inklusive indsatsen for at stoppe lækagen ved dens udspring, reducere spredningen af olien, beskytte kyststrækningen og lindre skader samt at yde langsigtede genopretningstiltag til alle individer og samfund, skriver Allen.

Allen indkalder med disse ord Svanberg og "anden passende" repræsentation fra BP for at diskutere selskabets samlede indsats med Obama.

- Vores regering vil ikke hvile eller være tilfreds, før lækken er stoppet ved kilden, olien i Golfen er inddæmmet og opsamlet og folk i Golfen kan vende tilbage til deres liv og levebrød, siger Allen.

Obama vil desuden sætte sig sammen med kongresmedlemmer fra både Republikanerne og Demokraterne for at drøfte, om ofrene for olieforurening er godt nok beskyttet i lovgivningen.

Præsidenten sagde efter et møde med Kongressens ledere, at landets love om forurening er forældede, fordi de er udarbejdet inden industrien begyndte at udvinde olie på meget store havdybder.

/ritzau/AFP

Den amerikanske præsident, Barack Obama, indkalder bestyrelsesformanden for olieselskabet BP til et møde for at diskutere olieudslippet i Den Mexicanske Golf.

Offentliggjort Sidst opdateret