cookie-og-privatlivspolitik
Talsmand Palle Tørnqvist (til venstre) fra Sejlklubberne i Guldborgsund er godt tilfreds med gårsdagens foretræde for Folketingets transportudvalg. Her er han fotograferet sammen med koordinator Per Thomsen.

2

Billeder

Talsmand Palle Tørnqvist (til venstre) fra Sejlklubberne i Guldborgsund er godt tilfreds med gårsdagens foretræde for Folketingets transportudvalg. Her er han fotograferet sammen med koordinator Per Thomsen.
Foto: Anders Knudsen

Skinner og veje

Sejlerne fik en positiv modtagelse

Sejlklubberne i Guldborgsund er godt tilfreds efter foreningens foretræde for Folketingets transportudvalg




19. februar 2020 kl. 13:10 Af David Arnholm

Annonce

NYKØBING - Vi fik en særdeles positiv modtagelse med forståelse for vores ærinde og synspunkter.

Sådan lyder vurderingen fra talsmand Palle Tørnqvist, efter at Sejlklubberne i Guldborgsund i går eftermiddags havde foretræde for Folketingets transportudvalg. Her havde sejlerne et kvarter til at fortælle om, hvorfor de er imod Sund & Bælts ønske om at lukke broklappen i Kong Frederik IX's Bro.

- Nu følger vi stemmingen blandt politikerne og kan bidrage yderligere i debatten, hvor det måtte behøves. Sejlklubberne i Guldborgsund overvejer desuden en tættere kontakt til byrådet for at kunne optræde lidt mere samlet om at fastholde anlægsloven i dens nuværende form, tilføjer Palle Tørnqvist.

Han og de øvrige sejlere havde forberedt deres indlæg på forhånd, og her er deres tale til transportudvalget:


Ternet broflag hejst

På alle fritidssejleres vegne, der har oplevet Guldborg Sund vil jeg sige Transportudvalget tak for at ville modtage os i dag. Vi er jo en ældre lille flok, der er mødt her. Vi har allerede haft vores store oplevelser som sejlere gennem det smukke farvand. Guldborg Sund. Vi har hejst det ternede broflag og har set Frederik IX's Bro rejse vej og skinner op, for at lade os komme forbi mod nye farvande og havne.

Den trygge og afvekslende genvej mellem Smålandsfarvandet og Østersøen vil vi gerne bevare og give videre til de tusinder af sejlerfamilier, der vil følge efter os i fremtiden. Det er derfor vi er her.

Hvis vi kke handler nu, kan værdifulde dele af det maritime Danmark omkring Lolland-Falster og Sydsjælland gå tabt for vores efterkommere - for altid. Danmark bliver en fattigere søfartsnation, hvis det tankeløst og virkelighedsfjernt lykkes for Sund & Bælt at sætte en bom op midt i Nykøbing Falster, der i disse år er ved at blive genfødt som en rigtig sejlerby.

Vi forventer flere og flere sejlende turister her syd på. Unge klimabevidste familier foretrækker i disse år at hejse sejl på den nye feriebåd i stedet for at flyve verden rundt. Denne udvikling afskærer en fast bro os fra at få en rimelig og forventet andel i.

Ifølge Danmarks Statistik har der i vores område været over 80.000 overnatninger i lystbådehavne i 2019.

Der har i gennem de senere år været en massiv tilgang til lystsejlads speciel unge og familier med små børn. Mange er naturligvis tyskere, som kommer op til vores smukke natur syd fra. Men vi er overbevist om, at det vi ser nu, kun er starten på noget, som bliver meget større i fremtiden.

I sejlerkredse taler vi om at opleve "suset". Det er den følelse af velvære - nærmest et dopaminskvæt - som rammer en sejler, når vinden får fat i sejlene og båden krænger let og skyder fart fremad - lydløst og gratis - på Vorherres regning. Det kan "Caravellen" ikke konkurrere med.

Sejlads med vinden som fremdrift er blandt de klimavenlige ferieformer, vi ser vinde frem blandt de yngre generationer i disse år.

Bag skrivebordene i København har projektmagerne bag Femern-forbindelsen sikkert ikke gjort sig klart, hvad en mindre besparelse på 40-50 millioner kroner ved at sløjfe en broklap i det store milliardprojekt vil ødelægge for sejlerne og havnes og klubbers økonomi, og man har næppe forestillet sig, at en omvej uden om et spærret Guldborg Sund udgør flere dages sejlads i rum sø med meget få havne og overnatningsmuligheder undervejs.

En gennemsnitlig sejlerfamilie i en båd, de fleste har råd til, risikerer vind og især bølger, som kun garvede sejlere i større både kan klare med søsikkerheden i behold. Den risikable omvej bekræftes af redningstjenesterne i Gedser og Vordingborg.

160 kilometer skal en sejlbåd tilbagelægge for at nå fra Sejlklubben Lergraven i Nykøbing og frem til øerne i Smålandsfarvandet vest om Lolland. For sejl vil rejsen tage mindst 16 timer, men det afhænger af vinden og vindretningen. Der er et par overnatningsmuligheder undervejs, Rødbyhavn og Langø ud for Nakskov Fjord. Vest om Falster er omvejen på 90 kilometer med mulighed for at overnatte i Gedser og Hesnæs. Nødhavne eller læ i tilfælde af uforudset uvejr ude i rum sø er der ikke.

En fast bro i Nykøbing Falster vil have negative virkninger, der breder sig som ringe i vandet - fra sejlklubberne, som risikerer at miste medlemmer, der flytter bådene til havne med bedre adgang ud i de indre danske farvande, og fra manglende besøg af gæstesejlere, der for nogle klubber bidrager helt afgørende til klubbens økonomi.

Sejlklubber i Smålandsfarvandet og omkring Sydsjælland vil også kunne kigge langt efter de sejlende turister syd fra, som ikke har mod på flere dages usikker sejlads langs Falsters havnefri østkyst - eller langt vest på i Femern Bælt og op gennem Langelandsbælt.

Gedser og Nysted lystbådehavne anløbes hver sommer af flere tusinde sejlere. Dem vil vi gerne - alle sammen - kunne byde velkommen op gennem Guldborg Sund og videre ud i

Smålandsfarvandet til et farvand, der sagtens kan måle sig med det overfyldte Sydfynske Øhav. Det vil vi fortælle vidt og bredt, såsnart vi har sikkerhed for, at der ikke med tankeløs brutalitet sættes en spærring op midt i vores dejlige farvand, Guldborg Sund.

Nu vil nogle måske indvende, at statistikken over gennemsejlinger af Frederik IX's Bro viser en faldende tendens. Det er helt korrekt, og her har vi en anden stor opgave at løse.

Sejlrenden syd for broen lever nemlig - siden en søkortrettelse i 2016 - ikke op til standarden for Søfartsstyrelsens definition på et særligt udpeget nationalt gennemsejlingsfarvand med et afmærket løb på mindst 2,1 meter vand. Tyske udlejningsbureauer og forsikringsselskaber tør ikke lade kunderne sejle op gennem Guldborg Sund, så længe søkortet viser sten tæt på sejlrenden og lave dybder - ned til 1,3 meter - som vores lokale sejlere imidlertid ikke kan genkende, når de sejler derude.

Geodatastyrelsen har lovet os at undersøge søkortets validitet, og nye målinger er allerede indledt af Kystdirektoratet i midten af januar. Måske vil vi se de talrige gæstesejlere vende tilbage til Guldborg Sund og vores havne allerede i den kommende sommer, efter at søkortet er rettet ind - måske efter en uddybning eller flytning af det afmærkede sejlløb.

Når gennemsejlingen af Guldborg Sund er sikret for fremtiden, kan vi for alvor opruste vores havne, så vi er parate til at sige velkommen til endnu flere gæstesejlere fra ind- og udland og ikke mindst byde de unge klimabevidste sejlerfamilier velkomne både som gæster og som tilflyttere.Bådpladser i havnene er nemlig - lige som husene - særdeles gunstige i pris nede os hos i Det Syddanske Øhav.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her