Den værste ulykke i roesæsonen

SKØRRINGE Ulykken skete den 8. december 1937 ved middagstid på landevejen ved Skørringe. Et roebanelokomotiv blev afsporet, og dampen fra lokomotivet strømmede ud og skoldede de tre ulykkelige mennesker, der var på maskinen og ikke kunne slippe ud.

Ulykken, der er en af de forfærdeligste, der har hjemsøgt Lolland under roearbejdet, indtraf ved middagstid. Der er ingen, der har observeret, hvordan det er gået til, men pludselig hørte man i gårdejer Valdemar Rasmussens ejendom, der ligger lige ud til landevejen i nærheden af Christianssæde, et brag. Gårdejeren og hans hustru styrtede ud på vejen, og her mødte der dem et forfærdeligt syn. Ude på landevejen lå lokomotivet, der havde slået en fuldstændig kolbøtte, så vandvognen var kommet til at ligge foran. Og hvad der var endnu værre: den skoldhede damp strømmede ud af lokomotivet, og tre mennesker lå på vejen i og ved siden af lokomotivet. De to var allerede døde, og den tredje frygteligt medtaget.

De dræbte arbejdere var den ca. 58-årige Adolf Hansen, Skørringe, der i roekampagnen gjorde tjeneste som fyrbøder, og den 35-årige Evald Larsen fra Hillested. Begge de to mænd var gift, og Hansen havde flere voksne børn.

Den tredje var lokomotivføreren, der hedder Christian Christiansen og hjemmehørende i Maribo. Han var blevet skrækkelig skoldet af den hede damp, men var i live, da han kørtes bort.

Årsagen til ulykken kunne der i første omgang ikke siges noget om. Der var, som nævnt, ingen, der havde bemærket det. Sporet løber langs landevejen, og dette er der tilsyneladende intet i vejen med. Så meget mere uforståeligt er det, at lokomotivet pludselig har kunnet slå en kolbøtte ud på vejen, hvor det blev liggende og blokerede landevejen.

Der blev straks slået alarm til Falcks Redningskorps i Maribo, som rykkede ud med ambulancen. Falck underrettede desuden Zonen, som kørte ud og hentede de to uhyggeligt tilredte lig til Maribo. I mellemtiden var de dræbte arbejdere båret over i laden hos gårdejer Rasmussen. Den hårdtsårede lokomotivfører blev af Falck kørt til Nakskov Sygehus. Her afgik han ved døden kort efter indlæggelsen.

Samtidig med lokomotivet væltede dettes påhængsvogn med ud på vejen. Selve roevognene blev afsporede, men de væltede ikke. Det var, sagde gårdejeren, ved hvis ejendom den uhyggelige ulykke var sket, et frygteligt arbejde at hjælpe den skoldede mand. Skoldningen havde dannet store skorper både på Christiansen og på de to, der var dræbt på stedet. Der blev naturligvis straks sat en undersøgelse i gang for at få årsagen til katastrofen nærmere belyst. Den synes at være en gåde. Terrænet er jævnt, og udsynet godt. Der er heller ikke tale om noget sammenstød.

I løbet af dagen håber man at kunne få løftet sløret over ulykkens årsag.

Undersøgelsen blev anført af politiet i samarbejde med Sukkerfabrikkens folk. Politimester Ewald og politibetjent Bjørkholm blev kaldt til ulykkesstedet, og ligeledes underrettedes fabriksinspektør Jensen, Maribo, der som tekniker deltog i undersøgelsen.

Helt se bort fra, at der kunne være tale om en eksplosion, kunne man vel næppe. Ellers synes det i øjeblikket ufatteligt, at det store og tunge lokomotiv kunne rejse sig i vejret og vælte rundt. Man kunne inde i lokomotivet se en plade. Den kunne ligne en låge. Der var imidlertid ingen, der havde hørt braget fra en eksplosion.

Den grufulde ulykke rygtedes hurtigt på egnen, og en masse mennesker ilede til. På ulykkesstedet herskede en udpræget stilhed. Ulykkens grusomhed havde rystet alle og grebet alle stærkt.

Blandt dem, der først kom til stede, var bestyrer Liebst og forvalter Dorph-Petersen fra Maribo Sukkerfabrik. Fabrikkens mandskab i forbindelse med Falck havde et større arbejde med at bringe det 15 tons tunge lokomotiv på ret køl igen.

Arbejdet gik dog langt hurtigere, end man havde ventet, og mens man havde regnet med at kunne blive færdig engang i aftenens løb, stod lokomotivet allerede kl. 16.30 på skinnerne igen.

Der blev rekvireret et andet lokomotiv til at køre ulykkeslokomotivet og roevognene til fabrikken i Maribo. Her fortsætte undersøgelsen med ulykkens fulde opklaring ved en detaljeret gennemgang af maskindelene. Men allerede onsdag aften kunne ulykken dog nogenlunde siges at være fuldt klarlagt.

Fabriksinspektør Jensen, Maribo, leder den tekniske undersøgelse konkluderede, at ulykken var gået for sig på den måde, at lokomotivet var afsporet i en skinnesammenføjning - og oplyste, at den slags afsporinger af lokomotiver og vogne ikke var sjældne.

Man fandt på ulykkesstedet et over en halv snes meter langt bremsespor - på vejen

Det viste, at lokomotivets fører efter afsporingen havde bremset kraftigt op. Opbremsningen var sket så voldsomt, at bremserne var klodset fast, så lokomotivet ikke havde været til at rokke. Roevognene, der var i fart, havde så skubbet til lokomotivet med så stor kraft, at lokomotivet var væltet omkuld på den omtalte måde.

I samme nu var et rør sprunget, og den skoldhede damp var strømmet ud over de tre ulykkelige mennesker. Adolf Hansen og Evald Larsen blev så overdænget med damp og glødende kul, at de døde med det samme. Christian Christiansen forsøgte at springe ud, men måtte opgive det, og først, da der kom hjælp til fra Vald. Rasmussens gård, kunne man hjælpe ham ud gennem et vindue. Han kravlede lidt på sneen, men faldt så sammen.

På det væltede lokomotiv kunne man se, at bremserne var trukket hårdt til, og det bestyrker antagelsen, at ulykken er sket på den her anførte måde. Christiansen har åbenbart været bange for, at lokomotivet, hvis det ikke blev bremset straks, ville være kørt tværs over landevejen og havnet i den modsatte grøft.

Politiet og fabriksinspektør Jensen mente, at det var indlysende, at katastrofen var sket som beskrevet, altså ved stærk opbremsning, faste bremser og et hårdt skub fra roevognene, som nødvendigvis måtte vælte lokomotivet.

Dette, der var Maribo Sukkerfabriks største, var ikke forsynet med bogieanordningen, og stødet måtte derfor virke meget hårdt.

Men: Er årsagen til opbremsningen en afsporing, som mange har antydet det? Eller har lokomotivfører Christiansen bremset op, fordi et glas i et af rørene er blevet sprængt, og dampen er strømmet ud? Begge muligheder er sandsynlige, og der vindes jo i og for sig ikke så synderlig meget, om man får konstateret, hvorvidt enten det ene eller det andet er årsag til ulykken, som fik et så frygteligt resultat, at alle de tre, der var på toget, og som alene ville være i stand til at forklare enkeltheder, så brat og brutalt måtte dø midt i deres arbejde.

Historien er redigeret af materiale delvist skrevet og fremskaffet af Hans Christian Bentsen fra Sydlollands Lokalhistoriske Arkiv. Mere information om roebanerne kan findes på lokalarkiverne.