25 brandfolk kæmpede, men det lykkedes ikke at redde hus

Foto: Jan Schmidt

På trods af mange timers arbejde og en meget stor bemanding lykkedes det ikke at redde et hus fra at brænde ned.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brandfolk fra Nysted og Maribo blev suppleret af frivillige brandmænd fra hele Lolland, da de natten til søndag kæmpede mod en brand i seks timer.

Det er sjældent, at så mange brandfolk er nødvendig til en opgave, men det var den i dette tilfælde, forklarer indsatsleder Jesper Atkinson Pedersen til Folketidende.

- Allerede under fremkørslen fik jeg en melding fra holdlederen fra Nysted, der var den første på stedet, som sagde, at huset var meget svært fremkommeligt, fordi det næsten var groet ind i krat og træer. samtidig kunne vi ikke komme ind i huset, fordi taget var styrtet sammen. Så vi skulle slukke ilden igennem vinduerne.

Foto: Jan Schmidt

Meldingen om branden kom klokken cirka 23 lørdag aften, og selvom man knoklede på indtil klokken cirka 5 om morgenen, lykkedes det ikke at redde det lille hus på Lille Mussevej mellem Maribo og Nysted.

Ydermurene står stadig, men tag og skorsten er faldet sammen.

Til TV2 Øst oplyser vagthavende hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at der muligvis kan være en indebrændt person i huset.

- Der bor en ældre kvinde, som vi ikke kan få kontakt med. Vi vil i løbet af formiddagen, når brandtomten er sikker, foretage brandtekniske undersøgelser på stedet, fortæller vagthavende til mediet.

Vi følger op på sagen.