46-årig kvinde svindlede arbejdsgiver for millioner: - Det skulle dække mit misbrug

Tirsdag var en 46-årig kvinde for Retten i Nykøbing, hvor hun var tiltalt for at svindle sin arbejdsgiver for flere millioner kroner. Arkivfoto: Anders Knudsen

En tandlæge i Nykøbing-området er blevet svindlet af ansat, der blandt andet har udbetalt for meget løn til sig selv. I retten forklarede den 46-årige tiltalte kvinde, at millionsvindlen skulle dække hendes købe-misbrug.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag sad en 46-årig kvinde på anklagebænken i Retten i Nykøbing.

Her var hun tiltalt for at svindle sin tidligere arbejdsgiver, en tandlæge i Nykøbing-området, for over 2,3 millioner kroner.

Penge, hun havde fået ved at udbetale for meget løn til sig selv og ved at foretage i alt 324 overførsler fra tandlægeklinikkens erhvervskonto til egne konti, en række andre konti og tøjforretninger.

Ligeledes var hun tiltalt for i 41 tilfælde at annullere regninger i systemet, hvorefter hun skulle have taget kontanter fra kassen, mens hun i to tilfælde skulle have ændret på regninger, så patienter har fået en rabat.

Ifølge anklageskrifter er svindlen foregået fra 2014 og helt frem til 2022.

Købemani skulle dækkes

Den 46-årige kvinde blev ansat i 2014. Selvom hun var klinikassistent og havde mange års erfaring med det, endte hun med at stå for klinikkens bogføring og udbetaling af løn.

I retten fremviste anklageren en lang række af kvindens lønsedler, hvor beløbene svingede meget. En måned kunne hun få 28.000 kroner i løn og 40.000 kroner i den næste.

Oven i er der flere måneder, hvor hun har udbetalt ekstra løn på alt fra 10.000 til 50.000 til sig selv.

Hun forklarede i retten, at hun har et misbrug, hvor hun "køber mange ting til sig selv".

- Det skulle dække mit misbrug. Derfor overførte jeg for meget løn, erkendte hun i retten.

Anklageren mener, at der er udbetalt 1,1 millioner kroner for meget løn. Den 46-årige kvinde mener, at der "kun" er tale om 133.000 kroner.

Dog erkendte hun at have lavet 324 overførsler, som løber op i 1,13 millioner kroner. De penge skulle også dække købe-misbruget, forklarede hun i retten.

Beholdt kontanter fra kunder

Der var noget mere uenighed omkring kontanter i tandlægeklinikken.

Kvinden er tiltalt for at tage kontanter fra kassen 41 gange. Det skulle løbe op i knap 100.000 kroner.

Anklageren fremviste i retten en lang række regninger fra patienter, hvor det fremgik, at regningen, efter kontant betaling, først var tilbageført og siden annulleret.

Hun afviste at have taget kontanter fra kassen, men erkendte senere, at hun har taget imod kontanter uden at lægge dem i kassen.

- Der har været indbetalinger kontant, som jeg ikke har lagt i kassen, fordi jeg skulle bruge dem på noget andet. Det er sket 10 gange måske, siger hun.

I slutningen af 2021 fik kvinden så dårlig samvittighed over den mangeårige svindel, at hun tog et større lån i banken for at betale penge tilbage til klinikken, hvilket hun gjorde gennem en række overførsler.

I september 2022 blev svindlen opdaget, hvorefter hun stoppede hos tandlægen.

Sagen er berammet til fire retsmøder. Næste møde er dagen efter det første, onsdag den 23. oktober, og herefter venter et møde den 8. november og 12. november, hvor der ventes at falde dom i sagen.

Under tirsdagens retsmøde opdaterede vi direkte fra retten. Du kan læse eller genlæse live-bloggen ved at følge linket her.