Ung mand dræbt i trafikulykke: Bus og varebil kørte frontalt sammen

Foto: Presse-fotos.dk

Politiet er torsdag aften til stede på Bogø, hvor der er sket en alvorlig trafikulykke.

Offentliggjort Sidst opdateret

Video: Presse-fotos.dk

En ung mand har sent torsdag eftermiddag mistet livet i en trafikulykke på Bogø mellem Falster og Sjælland.

Ulykken skete, da en varebil og en rutebus kørte frontalt sammen på Grønsundvej på øen.

Det er føreren af varebilen, en 25-årig mand, der er afgået ved døden. En kvindelig buschauffør er fløjet til Rigshospitalet - hun er uden for livsfare. De pårørende er underrettet.

Det oplyser Nicolai Lynge, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Ritzau.

Politiet oplyser på det sociale medie X, at bussen var uden passagerer, da ulykken skete

Årsagen til ulykken er endnu ukendt.

Grønsundsvej var på grund af ulykken helt spærret ved vejen Farø Vad, mens en bilinspektør undersøgte ulykkesstedet.

Farø Vad er en sidevej til Grønsundsvej. Den ligger tæt ved landtangen, der forbinder Bogø og Farø og dermed heller ikke langt fra til- og frakørslen til Sydmotorvejen ved Farøbroerne.

Der blev slået alarm til 112 klokken 17.42.


Læs også: Landsretten stadfæster dom til 22-årig narkopåvirket bilist