En ambulance på vej til sygehuset i Nykøbing kørte ind i en venstresvingede forankørende bil i krydset Højrebyvej/Nymarksvej.
En ambulance, som med udrykning var på vej med en patient til sygehuset i Nykøbing, kørte klokken 09.20 tirsdag morgen galt i krydset Højrebyvej/Nymarksvej nær Tjennemarke på Lolland.
Ifølge politiets vagtchef Stefan Jensen skete ulykken, da ambulancen kom kørende ad Højrebyvej og trak ud for at overhale en forankørende personbil, men i det samme ville bilisten i den forankørende bil svinge til venstre ad Nymarksvej, og så stødte bilerne sammen.
Der var tre personer i personbilen. Vagtcentralleder hos Falck i Nykøbing, Finn Romanowski, oplyser til folketidende.dk, at to personer er blevet kørt på sygehuset til kontrol. Der skulle dog ikke være nogen af dem, som er kommet alvorligt til skade.
Da ulykken skete, blev yderligere to ambulancer sendt til stedet.