Beboeren i et rækkehus i Humlebæk i Nordsjælland er indlagt med røgforgiftning efter en brand mandag morgen.
Brandfolk reddede mandag morgen en mand ud af et brændende hus i Humlebæk i Nordsjælland.
Der er tale om husets beboer, som nu er indlagt med røgforgiftning på Helsingør Sygehus, oplyser Nordsjællands Politi.
Manden blev reddet ud af rækkehuset på Baunebjergvej ved 06-tiden. Han var stadig ved bevidsthed, men havde fået en del røg i lungerne.
Det er endnu ikke opklaret, hvordan branden opstod.
- Vi har endnu ikke talt med manden om det, siger vagtchef Ole Hestbæk i Nordsjællands Politi.
/ritzau/