To mænd på 30 og 27 år bliver onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing sigtet for en hel serie af butikstyverier og -røverier fra forretninger i Nykøbing.
Ifølge Bo von Würden, der er leder af afdelingen for lokal efterforskning hos lokalpolitiet i Nykøbing, er den 27-årige, der er fra København, sigtet for en hel serie af tyverier og et røveri i går, tirsdag.
Først fik politiet ved 10.30-tiden en anmeldelse om, at manden havde stjålet to iPhones fra forretningen FTV på Gaabensevej. Politiet blev tilkaldt, og et vidne fulgte efter tyven, så politiet kort efter kunne anholde manden.
Han blev taget med på politistationen, hvor han blev afhørt og derefter løsladt igen ved 11.30-tiden. Men der gik ikke lang tid, før han atter kom i politiets søgelys. For allerede klokken 12 kom der en anmeldelse om, at en mand havde stjålet ikke færre end syv flasker whisky fra supermarkedet Meny på havnen i Nykøbing.
Blot få minutter senere indløb endnu en anmeldelse - denne gang fra Synoptik i Østergågade få hundrede meter væk, hvor en tyv havde stjålet seks par designer-solbriller, og da en medarbejder forsøgte at stoppe ham, blev vedkommende skubbet væk, og dermed udviklede situationen sig fra et tyveri til et røveri, som har en noget højere straframme.
Politiet mener altså, at det er den samme mand, der står bag alle tyverierne, og ifølge Bo von Würden er manden kendt af politiet i forvejen for lignende kriminalitet.
Endnu en mand sigtet
Men han handlede tilsyneladende ikke alene. For politiet har også anholdt og sigtet en 30-årig mand fra Hvidovre, som man sigter for flere lignende forbrydelser stort set samtidigt.
Han er sigtet for at have begået røveri i brilleforretningen Thiele, som ligger ganske få meter fra Synoptik i Østergågade, omkring klokken 11.20 i går. Ifølge politiet stjal han seks brillestel til en samlet værdi af cirka 20.000 kroner. Da personalet forsøgte at holde døren lukket, så manden ikke kunne slippe væk, blev de ifølge skubbet væk, hvorefter manden flygtede til fods.
Han blev anholdt godt en halv time senere, og fordi han havde en ikke nærmere angivet mængde kokain på sig, blev han også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
I forbindelse med efterforskningen af dette røveri fandt politiet i øvrigt frem til, at manden formentlig også står bag et lignende røveri mod Synoptik fredag eftermiddag ved 17.15-tiden, hvor der blev stjålet 11 par solbriller til en samlet værdi af 18.300 kroner. Også her blev en ansat skubbet væk under tyvens flugt fra forretningen.