Drama: Biler kørte frontalt sammen - og så gik mand amok

To biler stødte frontalt sammen i Nykøbing lørdag aften. Flere blev kørt på sygehuset, mens føreren af den ene bil gik amok over for politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sent lørdag aften forulykkede to biler på Prinsholmvej i Nykøbing.

Det fortæller Michael Skræddergaard, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, søndag morgen.

- Vi får anmeldelsen klokken 21.23. Det er en sort Audi, der kører frontalt sammen med en rød personbil. Der er store materielle skader, siger han.

Flere er kørt på sygehuset efter uheldet, fortæller vagtchefen.

Hvor slemt personerne er kommet til skade, kan vagtchefen ikke sige noget om, men det er ikke livstruende.

Gik amok

Situationen eskalerede efter uheldet.

Folketidende erfarer, at føreren af Audien kraftigt modsatte sig og gik amok, da politiet tog kontakt til ham.

Flere politifolk måtte håndtere manden, og under tumulten skulle en kvindelig politibetjent have fået peberspray i hovedet.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Politiet måtte holde en mand nede på jorden efter frontalt sammenstød i Nykøbing. Foto: Jan Schmidt - XDmedia

Hvorvidt det trak op til slagsmål, kan vagtchefen ikke bekræfte.

- Men jeg kan se, vi har anholdt en 33-årig mand efter uheldet. Han blev løsladt igen senere på aftenen, fortæller Michael Skræddergaard.

Vagtchefen fortæller også, at en person, der muligvis sad i Audien, er flygtet fra stedet efter uheldet.

Vejen var spærret af i et par timer, indtil der var ryddet op igen efter uheldet.