Den sigtede i drabssagen fra Rykkerup fængslet i yderligere fire uger.
Den 53-årig mand fra Østlolland, der er sigtet for drabet på den 70-årige Flemming Håkonssøn i hans hjem i Rykkerup i slutningen af april har fået sin varetægtsfængsling forlænget i yderligere fire uger.
Det skete ved en såkaldt frivillig forlængelse, idet den 53-årige indvilgede i fortsat at sidde fængslet uden at der blev holdt retsmøde om sagen.
Ifølge vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen, som leder efterforskningen, begynder der at indløbe resultater af de mange undersøgelser, som blev foretaget i de første dage efter drabet.
Han vil dog ikke uddybe forholdene, fordi grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og dørlukningen stadig er gældende, da sagen ikke siden har været for retten.