Faldt ned mellem tog og perron: "Har bare ventet på, det skulle gå galt"

Kvinden blev fløjet til Rigshospitalet, efter hun blev ramt af tog på Sakskøbing Station. Foto: Jan Schmidt - XDmedia

Ifølge flere borgere var det blot et spørgsmål om tid, før ulykken, hvor en 63-årig kvinde faldt ned mellem tog og perron i Sakskøbing, ville ske.

Offentliggjort Sidst opdateret

Spørgsmålene er mange, efter en 63-årig kvinde mandag aften var ude for en voldsom ulykke på Sakskøbing Station.

Hun blev fanget mellem toget og perronen, da hun eftersigende lænede sig op ad toget, imens det begyndte at køre. Efterfølgende blev hun fløjet til Rigshospitalet og blev beskrevet som værende i "kritisk tilstand".

Tirsdag fortalte politiet, at kvindens tilstand var stabil, men det står fortsat uklart, hvor slemme hendes skader er.

Efter ulykken har flere bemærket i kommentarsporet på avisens facebookside, at der er et stort gab mellem tog og perron, når det er de "nye" Desiro-tog, der kører på strækningen. En skriver, at hun " bare har ventet på, at det skulle gå galt" grundet gabet mellem trin og perron.

Toget fortsatte videre til Nykøbing, uden ulykken blev opdaget af togets personale. Først i Nykøbing blev de informeret af politiet.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Sådan ser Desiro-toget ud - her på Grænge Station. Arkivfoto: David Arnholm

Lokaltog: Ingen bemærkninger

Folketidende har forsøgt at få et interview med Lokaltog, der driver Lollandsbanen.

Vi ville gerne have foreholdt selskabet sikkerheden på Sakskøbing Station, og om ulykken giver anledning til at ændre på noget i togdriften.

I et skriftlig svar oplyser Lokaltog, at man på nuværende tidspunkt ikke ønsker at udtale sig

- Lokaltog har ingen bemærkninger til ulykken, da der er en undersøgelse i gang og sagen i øvrigt ligger hos politiet, lyder det fra Erik Christensen, trafikchef i Lokaltog.

Det ville vi have spurgt om

Folketidende ville gerne have stillet følgende spørgsmål til Lokaltog:

- Hvad gik helt konkret galt ved ulykken på Sakskøbing Station?

- Kunne ulykken være forhindret?

- Giver ulykken anledning til at kigge på foranstaltninger, der kan mindske gabet mellem tog og perron?

- Har der været problemer med et for stort gab mellem tog og perron andre steder i landet?

- Hvordan kan det lade sig gøre, at toget kører videre til Nykøbing, uden ulykken bliver opdaget af togets personale?