Falsk bankmand på rov på Lolland - blev afvist af to ud af tre ældre

Arkivfoto: Niclas Jessen

Tre ældre borgere fra Maribo blev mandag eftermiddag forsøgt fuppet af endnu en falsk bankmand. I det ene tilfælde lykkedes bedrageriet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bølgen af bedragerier fra falske bankfolk rettet mod ældre mennesker fortsætter.

Mandag eftermiddag blev ikke færre end tre ældre fra Maribo ringet op og forsøgt fuppet af en eller flere skruppelløse svindlere.

Det lykkedes i det første tilfælde, hvor en 81-årig mand med bopæl på Østre Landevej midt på eftermiddagen blev ringet op og besnakket af en mand fra "banken", og for at "hjælpe" den 81-årige blev en mand sendt ud til den ældre mand, som udleverede betalingskort og pinkode.

Kort efter kunne den 81-årige konstatere, at der var hævet penge på hans konto, oplyser politiet i sin døgnrapport. Sagen efterforskes derfor som bedrageri.

Og bedrageriet gav åbenbart svindleren blod på tanden, for kort efter blev to andre beboere fra Maribo - en 83-årig mand og en 88-årig kvinde - også kontaktet af en mand fra "banken", som forsøgte at lokke oplysninger om betalingskort ud af dem.

Men her lykkedes det ikke, for i begge tilfælde afbrød ofrene samtalen og kontaktede deres respektive pengeinstitutter, som kunne fortælle, at der på ingen måde havde været mistænkelige transaktioner på deres konti.

Hvis man har oplysninger i sagen, vil politiet meget gerne høre om det på telefon 114.

Politiets opfordring, hvis du bliver ringet op af "banken" eller offentlige myndigheder:

Politiet opfordrer generelt til, at man er skeptisk, hvis man bliver kontaktet af ukendte personer, som udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed. Det er ofte ældre mennesker, der bliver fuppet eller udsat for bedrageri. Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe. Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om ikke at udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort.

Det er også en mulighed at få udeladt telefonnummer, så svindlerne ikke kan finde dit telefonnummer. Kontakt dit teleselskab for at få udeladt nummer.

Husk, at hverken banker eller offentlige myndigheder uopfordret vil bede dig om at overføre penge eller spørger efter dine personlige oplysninger som cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.

Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på telefon 114.

Kilde: Kilde: Politiet