19-årige var med i heroisk redningsaktion: - Vi kunne ikke gøre mere end vi gjorde

Foto: Presse-fotos.dk

En hyggelig lørdag aften med vennerne udviklede sig pludselig højdramatisk for en gruppe unge i Sakskøbing, da en mand faldt i havnen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Video: Presse-fotos.dk

Det, der begyndte som en hyggelig lørdag aften, ændrede sig i aftes på et splitsekund for en gruppe unge mennesker i Sakskøbing kort efter klokken 22.

19-årige Linn Madsen var på vej op til nogle venner ved havnen i Sakskøbing.

- Jeg kom fra M. Skotte-siden og bemærkede godt en mand, der gik ovre på solcenter-siden. Jeg gik og var ved at skrive til min veninde, så jeg kiggede ned i min telefon, men jeg kunne høre hans fødder slæbe. Pludselig holdt det op, og så lød der et plask.

- Jeg skyndte mig at ringe til min veninde og sagde, at de måtte komme og hjælpe, og jeg ringede også til 112. Jeg løb hen til kanten af kajen og prøvede at råbe til ham, men han lå med hovedet nedad, og jeg kunne ikke komme i kontakt med ham. Han begyndte at svømme hen mod kanten, men stoppede inden, han nåede helt ind, og så flød han ud i havnen igen.

- Jeg har lige fået nyt korsbånd, så jeg må egentlig ikke løbe, men jeg løb hen efter en redningskrans. I det samme kom mine venner, og jeg råbte til dem, at en af dem måtte hoppe i.

- En af dem hoppede i og fik trukket ham hen til trappen, men han var meget tung på grund af det våde tøj, og der var glat på trappen, så han var svær at få op, fortæller Linn Madsen.

Læs også: Mand død efter drukneulykke trods heroisk redningsaktion

Det lykkedes til sidst at få manden op, men han var helt livløs.

- Vi påbegyndte hjertemassage, og da vi gjorde det, pumpede der vand og opkast ud af lungerne, og det er jo egentlig et godt tegn, så vi lagde ham om på siden for at få resten ud, men det hjalp ikke rigtig, så vi fortsatte hjertemassagen.

- Vi fik også hentet en hjertestarter, men lige da vi skulle til at sætte elektroderne på, kom ambulancen, fortæller den 19-årige, der selv er hjerteløber.

Derefter hjalp de unge på skift redningsmandskabet med at give manden hjertemassage i adskillige minutter.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Presse-fotos.dk

- Vi skyndte os ned

19-årige Gunnar Clausen fra Sakskøbing samt hans kæreste og nogle venner sad oppe i Gunnar Clausens lejlighed, da Linn Sidor Madsen ringede og bad om hjælp.

- Vi skyndte os ned, men til at starte med kunne vi ikke se ham. Vi fordelte os på hver side af vandet, og pludselig fik vi øje på ham. Han lå med ansigtet nedad. En af mine kammerater skyndte sig at smide tøjet og sprang i vandet og fik fat i ham, og så kom der nogle andre og hjalp med at få ham op.

- Vi var tre, der skiftedes til at give hjertemassage, mens vi havde alarmcentralen i røret. De sagde, at vi skulle prøve at finde en hjertestarter, så jeg styrtede over til Nettos parkeringsplads for at hente en, men da jeg kom tilbage, var ambulancen lige ankommet, så hjertestarteren kom vist ikke i brug, fortæller Gunnar Clausen.

- Hvor har I lært hjertemassage?

- Det har vi lært i forbindelse med, at vi tog kørekort, men det her var ikke noget, vi lige havde prøvet før. Men kæmpe cadeau til min kammerat, der bare sprang i vandet og fik fat i manden, siger Gunnar Clausen og fortæller, at han har det okay dagen derpå trods den voldsomme oplevelse.

Den 69-årige mand, som de unge mennesker reddede op, overlevede desværre ikke.

- Det var en meget ubehagelig oplevelse, men jeg føler ikke, at vi kunne gøre mere, end vi gjorde, siger Linn Madsen.