En helikopter har spottet de 15 forsvundne kajakroere. De er ikke kommet noget til, oplyser Grønlands Politi.
En pilot spottede på en flyvetur de 15 kajakroere, som det i to dage ikke har været muligt at komme i kontakt med.
Ingen er kommet noget til, oplyser vicepolitichef i Grønlands Politi Morten Nielsen til Ekstra Bladet.
- Jeg har netop snakket med piloten på den helikopter, der har ledt efter kajakroerne i løbet af formiddagen. Han fortæller, at han har set de 15 roere, og at de ikke er kommet noget til, siger Morten Nielsen.
Piloten er kaldt til briefing hos politiet, hvorefter der vil komme flere oplysninger i sagen.
/ritzau/