Kendt slæbebåd ramt af hærværk: Skar redningsflåde til 30.000 kroner op

Alle indbrud på de tre skibe er meldt til politiet. Her er det på NH1, at politiet sikrer sig spor. Privatfoto

Dyre indbrud for forening.

Offentliggjort Sidst opdateret

Foreningen Nakskov Havn 1, der ejer Nakskov Havns gamle slæbebåd, NH1, har haft to indbrud indenfor de seneste tre måneder.

- Det startede sidste weekend i september, hvor nogen skar vores redningsflåde op, smed ankeret i havnen og brækkede døren ned til forskibet op. En førstehjælpstaske og et brandtæppe blev stjålet, fortæller formanden for foreningen, Benny Jacobsen.

- Redningsflåden koster 30.000 kroner, og så måtte vi have en dykker ned og lede efter ankeret. Det lykkedes heldigvis at finde det på havbunden.

- Ved andet indbrud blev begge dørene ind til styrehuset brækket op, og der blev stjålet en pakke nødraketter til en værdi af cirka 4.000 kroner, oplyser Benny Jacobsen.

- Alt i alt kommer det vel til at koste foreningen 40.000 kroner, for vi har en selvrisiko på vores forsikring og vil miste bonus, hvis vi bruger den. Så det ender vel med, at foreningen selv må betale for at få udbedret skaderne, vurder formanden.

- Og det er da utroligt, at de her indbrud bliver ved, tilføjer Benny Jacobsen.

På Folketidendes spørgsmål svarer han, at der ikke findes morfin - eller lignende - i den størrelse redningsflåde, som NH 1:

- Der skal man op i en langt større båd og redningsflåde, før det er tilfældet.