To unge mænd er blevet varetægtsfængslet efter et fejlslagent røveri mod købmanden i Vorning ved Tjele nær Viborg.
Røveriforsøget fandt sted onsdag eftermiddag klokken 15.26, da en mand trængte ind til Vorning Købmand. Manden truede med en kniv og forlangte penge.
Imidlertid havde købmanden et jernrør, som han jog gerningsmanden på flugt med.
Røveren flygtede i en bil sammen med en medgerningsmand.
De to mænd blev anholdt en times tid efter, da politiet standsede deres bil i Roum, som ligger små 20 kilometer fra gerningsstedet.
Mændene, der er 19 og 20 år gamle, blev torsdag ved Retten i Viborg stillet for en dommer, som valgte at varetægtsfængsle begge de røverisigtede mænd frem til den 17. september.
/ritzau/