37-årig dømt og udvist for menneskehandel og butikstyverier

Manden blev dømt for menneskehandel. Arkivfoto: Anders Knudsen

En 37-årig herboende rumæner blev tirsdag dømt for en række butikstyverier og for menneskehandel, efter han lokkede en anden rumæner til Danmark og herefter truede ham til at begå butikstyverier.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag blev en 37-årig herboende rumæner ved retten i Nykøbing Falster idømt et år og ni måneders fængsel for menneskehandel og en række butikstyverier. Han blev samtidig udvist af landet for bestandig.

Han er dømt for menneskehandel, fordi han har lokket en rumænsk mand til Danmark under påskud af at have arbejde til ham. I stedet blev manden efter ankomsten truet af den 37-årige til at begå butikstyverier. Manden blev anholdt i forbindelse med et butikstyveri cirka en uge efter ankomst til Danmark.

I samme sag var en 62-årig kvinde af dansk herkomst og en 34-årig herboende rumæner også tiltalt for menneskehandel, hvilket begge blev frifundet for. Dog blev de idømt henholdsvis seks måneder og otte måneders fængsel for butikstyverier, mens den 34-årige rumæner er udvist med indrejseforbud i seks år. Begge modtog dommen.

Der er tale om organiseret tyveri i så stort et omfang, at retten henviste til den skærpede strafferamme om tyverier af særlig grov beskaffenhed.

- Det er ofte svært at løfte bevisbyrden i disse sager, så jeg er meget tilfreds med, at retten har fundet grundlag for at dømme en af de tiltalte for menneskehandel i denne sag, siger specialanklager ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Anne Marie Fink i en pressemeddelelse.

Den 37-årige mand har anket dommen.