Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har anholdt en 56-årig mand i en sag om voldtægt og drabsforsøg i 1999. Han fremstilles torsdag i grundlovsforhør. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Mand anholdt i 25 år gammel sag om voldtægt og drabsforsøg
En 11-årig pige blev i 1999 udsat for drabsforsøg og voldtægt. Onsdag blev en 56-årig mand anholdt i sagen.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi anholdt onsdag en mand i en sag om voldtægt og drabsforsøg begået i 1999.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Det var en 11-årig pige, der 4. august 1999 blev udsat for voldtægt og drabsforsøg ved Bøtø på Falster.
Dengang lykkedes det ikke at identificere gerningsmanden, men DNA-teknologien - særligt slægtskabssøgning - har nu gjort det muligt at identificere en mulig gerningsmand.
Det er en 56-årig mand, der onsdag formiddag blev anholdt.
Han er nu sigtet for drabsforsøg og voldtægt.
Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster torsdag klokken 09.30.
Selv om det efter forbrydelsen ikke lykkedes politiet at finde frem til en gerningsmand, har sagen ikke været henlagt, lyder det i pressemeddelelsen. Den er løbende blevet taget op.
I 1999 blev der fundet DNA-materiale på offeret, som ikke førte til et hit.
Men nu har en ny analyse, der er baseret på slægtskabssøgning foretaget af Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut, påvist, at DNA-materialet kan stamme fra en nær slægtning fra en person, hvis DNA er i politiets register.
På grund af de oplysninger har politiet målrettet efterforskningen, der har ført frem til den 56-årige.
Efter at den 56-årige onsdag blev anholdt, har Retsgenetisk Afdeling analyseret hans DNA. Sammenholdt med den øvrige efterforskning i sagen har det resulteret i, at den 56-årige fremstilles i grundlovsforhør og vil blive forsøgt fængslet.
- Disse alvorlige sager bliver aldrig glemt. Hverken af de pårørende eller af politiet, hvilket denne sag med al tydelighed viser, siger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson i pressemeddelelsen.
- Vi griber gerne muligheden og bruger de kvantespring, som teknologien tager, hvis det betyder, at vi kan finde frem til gerningsmænd også i meget gamle sager.
Voldtægten skete i en lille skov ved en strand nær Marienlyst på Falster, hvor pigen var med sin mor og bror.
Et tysk ægtepar så en mand slæbe afsted med pigen. De troede, at det var en far og en urolig datter og greb derfor ikke ind.
Efterfølgende viste politiets undersøgelser, at pigen havde været i livsfare
Anklagemyndigheden vil anmode om, at grundlovsforhøret holdes for lukkede døre.
Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer. Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvareren kan fortælle, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.
Seneste artikler
Hjerteskærende fund i Idestrup: Tre killinger efterladt
Plejefar kaldt skyldig: - Jeg er rystet
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol
Flere ramt af falske bookinger: Per frygter stort tab
Forargelse blandt politikere: Kalder på nyt stadion
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst