Mand død efter drukneulykke trods heroisk redningsaktion

Foto: Presse-fotos.dk

En 69-årig mand er afgået ved døden efter en drukneulykke sent lørdag aften i Sakskøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Video: Presse-fotos.dk

En 69-årig mand fra Sakskøbing har mistet livet efter en drukneulykke i havnebassinet i Sakskøbing sent lørdag aften.

Der blev slået alarm til 112 kort efter klokken 22.15, og manden blev reddet op nogle unge mennesker, men hans liv stod desværre ikke til at redde. Det oplyser politiets vagtchef Heidi Grandt Andresen til Folketidende.

De pårørende er underrettet.

Der blev både sendt politi, ambulance, lægebil og brandvæsen til ulykkesstedet, men ifølge indsatsleder Patrick Nielsen fra Lolland-Falster Brandvæsen var det en gruppe unge mennesker, som i første omgang ydede en heroisk indsats for at redde manden.

- De unge mennesker handlede meget hurtigt. De slog alarm til 112, en af dem sprang i vandet og fik manden op, de hentede hjertestarter og påbegyndte hjerte-lunge-redning, og de assisterede ambulancefolkene, da den første ambulance kom frem, så der var faktisk ikke meget andet at lave for os fra brandvæsnet end at spærre af og assistere.

- Den indsats synes jeg godt, vi kan være stolte af, siger indsatslederen.

Det vides endnu ikke, hvorfor manden faldt i vandet.

Læs også: 19-årige var med i heroisk redningsaktion: - Vi kunne ikke gøre mere end vi gjorde