Voldsomt overfald på mand i 20'erne i baggård til Heimdalsgade i København. Hans tilstand er stabil
En mand i 20'erne er blevet skudt i lårene og stukket med kniv på Nørrebro i København.
- Mandens tilstand er stabil, siger vagtleder Flemming Kim i Københavns Politi.
Det farlige overfald er sket ved Heimdalsgade.
- Det er formentlig sket inde i en baggård ved et bageri, siger Flemming Kim.
Politifolk er tirsdag eftermiddag i gang med at efterforske sagen.
Offeret er en mand midt i 20'erne. Han har tre skudlæsioner i lårene.
Desuden er han også blevet såret af et knivstik, som har ramt ham enten i siden eller i ryggen, oplyser politiet.
Alarmen lød klokken 13.17.
Tirsdag eftermiddag har politiet ikke oplysninger om motivet.
/ritzau/