Mand skudt i skulderen, da en fest på Djursland løb løbsk. Ung mand er nu anholdt for drabsforsøg.
Ud på natten endte en fest i Ørsted øst for Randers i tumulter. Det gik så voldsomt for sig, at en 25-årig mand blev skudt ned med et jagtgevær.
Manden blev ramt i skulderen, men er nu uden for livsfare, oplyser Østjyllands Politi.
En 26-årig mand er anholdt og sigtet for drabsforsøg. Han blev i løbet af lørdagen fremstillet i grundlovsforhør i Randers, hvor dommeren valgte at fængsle ham frem til den 23. november.
Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse yderligere om det dramatiske opgør.
/ritzau/