En 27-årig mand fra Svendborg er lørdag varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Odense, oplyser advokaturchef Jakob Beyer. Den 27-årige er sigtet for forsøg på drab ved et knivstikkeri i Møllergade i Svendborg torsdag.
Offeret i sagen er en 28-årig mand fra Svendborg. Han blev stukket fem-seks gange og blev ramt i både lunge og milt.
- Han var i første omgang i livsfare på grund af blødninger, men efter at have ligget på operationsbordet i nat, så er hans tilstand nu stabil, fortalte vicepolitikommissær Jack Liedecke tidligere til Ritzau.
Den 27-årige erkendte, at han gav offeret flere knivstik, men han mener, at han kun stak den jævnaldrende mand i nødværge, oplyser advokaturchefen.
Knivstikkeriet skete under et slagsmål på åben gade mellem de to bekendte. Begge mænd er ifølge Jack Liedecke i forvejen kendt af politiet.
/ritzau/