En 30-årig mand fremstilles onsdag eftermiddag, sigtet for at skyde løs mod en gruppe mænd i Brøndby tirsdag.
Københavns Vestegns Politi har anholdt og sigtet en 30-årig mand for at stå bag tirsdagens skudattentat mod en gruppe mænd ved Kisumparken i Brøndby.
Den 30-årige - der er en gammel kending af det danske fængselsvæsen - fremstilles i grundlovsforhør onsdag middag.
Politiet har anholdt yderligere en person i forbindelse med skudepisoden, men det er kun den 30-årige, der kræves fængslet i sagen.
Skyderiet fandt sted under åben himmel kort efter klokken 17 tirsdag.
Her stod en flok på mellem 10 og 15 mennesker samlet på en brandvej, da der blev åbnet ild imod dem.
I alt tre personer sank til jorden med skudsår i maven, men ingen var dog i livsfare.
Ifølge politiet var den 30-årige en del af en gruppe attentatmænd, der kom gående på deres flade konvolutter direkte hen til deres ofre.
Der blev efterfølgende fundet "et større antal patronhylstre" i området, oplyser politiet.
Den 30-årige gav allerede for syv år siden sit bidrag til at holde retsvæsnets hjul i gang. Det skete, da han fik en dom på tre et halvt års fængsel i Danmarkshistoriens dengang største sag om handel med ecstasypiller.
/ritzau/