Efterlyst 76-årig fundet i live: -  Han var kold og kunne ikke bevæge sig

Politiet ledte blandt andet efter den savnede i området omkring Hylddalen og Bangs Have. Foto: Presse-fotos.dk

Politiet har afblæst efterlysningen af en 76-årig mand fra Maribo. Manden er tidligt onsdag aften fundet i live.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi afblæser efterlysningen af en 76-årig mand fra Maribo - og det er med en lykkelig udgang.

Den 76-årige er nemlig blevet fundet i live, og han har det efter omstændighederne godt, skriver politiet på det sociale medie X onsdag ved 18.20-tiden.

- Vi har søgt efter ham med hunde, droner og en del patruljer, og heldigvis fandt politihunden Charlie og Charlies fører manden liggende i live i et krat ved Maribo Sø, skriver politiet.

Vagtchef Heidi Grandt Andreasen fortæller til Folketidende, at manden blev fundet klokken 17.19 i et ufremkommeligt område ved den nordvestlige del af Maribo Søndersø.

- Han var kold og kunne ikke bevæge sig, så det var godt, at han blev fundet. Det var godt "snudearbejde", siger hun og tilføjer, at det i øvrigt var en af politihunden Charlies sidste opgaver i hundeafdelingen.

Den 76-årige blev efterfølgende kørt til kontrol på sygehuset i Nykøbing.

Politiet efterlyste manden onsdag kort før middag. Han var da sidst set tirsdag aften klokken 22.45, hvor han forlod sin bopæl i Maribo.

Den 76-årige nåede altså at være forsvundet i godt 18 timer, før han heldigvis blev fundet i live.

Politiet beder medier om at slette det billede af manden, som man tidligere sendte ud. Det ønske har Folketidende efterkommet af hensyn til manden og hans pårørende.


Foto: Presse-fotos.dk