Politiet skød efter flugtbilist: Nu er der faldet dom

Politiet var i forbindelse med aktionen også til stede ved et område på Vestensborg Allé. Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Der er nu faldet dom i en sag fra februar, hvor en bilist forsøgte at slippe fra politiet ved McDonald's i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret


Videoen herover er optaget af en borger, der ønsker at være anonym. Ifølge borgeren viser videoen en del af forløbet omkring anholdelsen. Redaktionen er bekendt med borgerens identitet.

En 42-årig mand var natten til lørdag 10. februar medvirkende til et stort drama i Nykøbing, hvor politiet to gange affyrede skud for at forsøge at standse den bil, manden kørte i.

Det hele begyndte kort efter midnat, da politiet fik en anmeldelse fra McDonald's i Nykøbing om, at der sad en person i en bil på restaurantens område, som udviste en "mærkværdig" adfærd.

Politiet havde en patrulje i nærheden, som var fremme kort efter. Da en af betjentene steg ud for at tale med bilisten, begyndte den pågældende at køre, og da betjenten gik ud på Skovboulevarden for at afskære bilisten muligheden for at fortsætte videre ud på den større vej Engboulevarden, kørte bilisten frem mod betjenten, som i den forbindelse afgav et skud mod bilens dæk.

Det lykkedes dog ikke at standse bilen, som fortsatte ud på Engboulevarden og videre mod nord ad Skovalléen, hvor en anden politipatrulje satte efter.

I nærheden af rundkørslen ved Hotel Falster standsede bilisten og fortsatte til fods. I den forbindelse afgav den anden politipatrulje et varselsskud op i luften, men manden løb videre, og det var først kort efter, at det endelig lykkedes at få standset og anholdt den pågældende, som viste sig at være den 42-årige mand.

Tiltalt for 14 forhold

Manden var tiltalt for ikke færre end 14 forhold, der for de flestes vedkommende handlede om forskellige overtrædelser af færdselsloven - heriblandt kørsel uden kørekort, spirituskørsel, narkokørsel og at køre for stærkt, samt at have været i besiddelse af en såkaldt totenschläger, som er et slagvåben.

Den 42-årige erkendte sig skyldig i hovedparten af anklagepunkterne, men punkterne, der handlede om episoderne ved McDonald's og på Skovalléen nægtede han. Han blev dog kendt skyldig og dømt for dem alligevel, blandt andet på baggrund af forklaringer fra vidner.

Manden blev idømt en straf på seks måneders fængsel samt frakendt kørekortet i 10 år.

Det var dermed tredje gang, at han blev fradømt kørekortet. Det samme skete også i 2019 og 2022.

Læs også:

Politiet skød efter flugtbilist: Nu har retten taget stilling

Flere detaljer om nattens skuddrama: Flugtbilist var efterlyst og har stribe af domme bag sig

Efter skud i Nykøbing: Særlig myndighed går ikke ind i sagen