Retssag på vej: 15-årig tiltalt for at angribe børn med afløbsrens

Arkivfoto: Claus Hansen

En alvorlig sag fra Sakskøbing skal efter planen for retten i Nykøbing i næste uge.

Offentliggjort Sidst opdateret

En blot 15-årig dreng skal i næste uge for retten i Nykøbing, tiltalt for grov vold mod to andre børn i en usædvanlig sag fra Sakskøbing.

Her blev to andre børn angrebet med afløbsrens og pådrog sig hævelser på benene samt brandsår forskellige steder på kroppen, fremgår det af anklageskriftet i sagen, som B.T. har fået aktindsigt.

Folketidende omtalte også sagen sidste sommer, da episoden havde fundet sted på et område bag Saxkjøbing Sukkerfabrik.

Folketidende fortalte dengang, at en 12-årig havde fået syreskader på sine ben, mens en 13-årig havde fået ætset hud og hår.

Det stemmer i store træk overens med anklageskriftet, hvor det ifølge B.T. fremgår, at den ene dreng blev ramt på benene, så han pådrog sig et udslæt med hævelse og røde knopper, mens den anden dreng blev ramt i hovedbunden, ansigtet, nakken og på skuldrene.

Ifølge anklageskriftet betød det, at drengen tabte håret på et cirka 10 centimeter langt område.

Derudover er den 15-årige ifølge B.T. også tiltalt for knap en måned senere sammen med en anden dreng at have skubbet en mindreårig dreng flere gange og slået ham i ansigtet med flad hånd.

Sidstnævnte episode fandt ifølge anklageskriftet sted på et udendørsareal ved Sundskolens sfo i Sundby L.

Ifølge retslisten begynder sagen på tirsdag, 6. februar og fortsætter tre dage senere.