Drama under redning af mand fra brændende lejlighed i Odense.
Det var i allersidste øjeblik, at en mand tirsdag eftermiddag blev reddet ud af en røgfyldt lejlighed i Odense.
- Han var helt væk, da vi nåede frem, siger brandmester Thomas Skjoldborg til fyens.dk.
Den bevidstløse mand var faldet omkuld i lejligheden i Æbleparken.
Brandfolkene fik ham ud af lejligheden og gav ham ilt, før han blev kørt på hospitalet.
Branden opstod i køkkenet omkring skraldespanden, og muligvis er forklaringen et tømt askebæger.
Den røgforgiftede mand menes at være sidst i 40erne.
Hos politiet siger vagtchefen til fyens.dk, at den røgforgiftede mand ikke vil blive sigtet for uforsigtig omgang med ild.
/ritzau/