Stort politiopbud: "Enkeltstående hændelse" undersøgt i over seks timer

Torsdag aften var politiet i flere timer til stede nær Nykøbing Station. Foto: Presse-fotos.dk

Et stort politiopbud var i og omkring Søvej torsdag aften, hvor de undersøgte et mistænkeligt forhold. Vagtchefen i politiet pointerer, at borgerne ikke skal være utrygge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Store dele af torsdag aften var politiet talstærkt til stede i området omkring Søvej ved Nykøbing station. Politiet fik anmeldelsen 15:41, og forlod først området igen over seks timer efter.

Folketidende talte torsdag med vagtchef Heidi Grant Andreasen. Hun forklarede, at der var tale om et mistænkeligt forhold, men kunne ikke komme nærmere ind på, hvorfor politiet var i området.

Fredag morgen er historien den samme. Vagtchef i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Lars Denholt er nemlig også sparsom med informationer om, hvorfor området var afspærret, og hvad politiet undersøgte.

- Vi kan sige, at der er tale om enkeltstående hændelse, men borgerne skal overhovedet ikke være utrygge. Det er ikke farligt at bevæge sig i området, siger Lars Denholt.

Senere i dag vil vi blive klogere på, hvorfor politibetjentene var ved Søvej. Den myndighed indenfor politiet, der skal arbejde med sagen, vil senere i dag melde ud om hændelsen, forklarer vagtchefen.

I døgnrapporten oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at både politibetjente og politihunde søgte efter spor i området.