Den kokain, som gennem de seneste uger er drevet i land på den sydlige del af den jyske vestkyst, stammer fra samme smuglerladning.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, som sammen med Europol i Holland efterforsker sagen.
Kokainen er drevet i land i perioden 31. januar til 7. februar. Den er blevet fundet på strækningen mellem Nymindegab og grænsen til Tyskland.
Politiet har analyseret indholdet af pakkerne og kan derudfra konkludere, at det stammer fra samme parti. Også måden, som stoffet er pakket på, tyder på, at det kommer fra samme smuglerladning.
Politiet har forsøgt at beregne sig frem til, hvor kokainen er blevet smidt i havet. Det har man gjort ud fra oplysninger om findesteder og strømforhold.
Man mener, at pakkerne er smidt i havet sydvest for Danmark. Muligvis er det sket så langt væk som Den Engelske Kanal.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er der intet, som tyder på, at kokainen har været beregnet til det danske marked.
/ritzau/