Tre anholdt: Vakse vidner ledte politiet på sporet af serietyve
Arkivfoto: Jan Knudsen
.
To mænd fremstilles mandag i grundlovsforhør, mistænkt for at stå bag flere indbrud på Falster og Sydsjælland.
Tre mænd på henholdsvis 30, 29 og 26 år fra Nykøbing blev i løbet af søndag og natten til mandag anholdt af politiet og sigtet for flere indbrud i Marielyst-området og Kalvehave på Sydsjælland. To af de tre fremstilles, mens disse linjer skrives, i lukket grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing.
Leder af afdelingen for lokal efterforskning ved politiet i Nykøbing, Bo von Würden, oplyser til Folketidende, at den ene af de tre anholdte - den 29-årige - blev løsladt igen, fordi man ikke umiddelbart kan bevise, at han har noget med indbruddene at gøre. Manden er dog stadig sigtet i sagen.
Ifølge Bo von Würden er mændene sigtet for i løbet af weekenden at have begået et indbrud på Pilevej i Kalvehave og to indbrud på Gravandvej ved Elkenøre Strand. I alle tre tilfælde blev der primært stjålet værktøj.
På det seneste har der været flere indbrud i både Kalvehave- og Marielyst-området, og politiet efterforsker derfor, om de anholdte har flere indbrud på samvittigheden. De er i øvrigt alle kendt af politiet i forvejen.
Trillebør og vakse vidner
Det var nogle vakse vidner, som ledte politiet på sporet af mændene. Søndag morgen fik politiet nemlig en anmeldelse om, at der havde været indbrud i et sommerhus på Gravandvej ved Elkenøre Strand, og vidner havde set to mænd skubbe afsted med en trillebør på diget, men da de blev opdaget, stak mændene af og forsvandt i en bil.
Takket være vidneforklaringer lykkedes det politiet at finde og standse bilen klokken 10.17. Her blev føreren, en 30-årig mand fra Nykøbing, anholdt og sigtet for indbrud, men da en narkometertest gav udslag for cannabis, blev han også sigtet for kørsel i påvirket tilstand.
Efterfølgende ledte politiets efterforskning dem på sporet af de to øvrige mænd, som blev anholdt natten til mandag i Nykøbing.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker