Annonce
Bolig og livsstil

Dansk VM-stjernes kone: Jeg brugte juleaften på stadion

Theresa Kofoed Jørgensen er gift med den danske landsholdsspiller Nicolai Jørgensen, som er taget med landsholdet til Rusland for at spille VM. Foto: Jeppe Melchiorsen/tv2/Free

Juleaften brugte hun på et gennemkoldt stadion. Det hører med, når ens mand er professionel fodboldspiller.

Når Theresa Kofoed Jørgensen flytter ind et nyt sted, skynder hun sig at få hængt billederne op på væggen.

Hvor længe hun skal blive boende, er nemlig ikke givet på forhånd, for hun er gift med den danske landsholdsspiller Nicolai Jørgensen, og hans job som professionel fodboldspiller kan pludselig tage dem over lande- og bygrænser, når transfervinduet er åbent.

Det kræver omstillingsparathed at være gift med en professionel fodboldspiller, fortæller 25-årige Theresa Kofoed Jørgensen, som netop nu er aktuel i en ny programserie, der sætter fokus på, hvordan livet ser ud, når man er gift med en dansk landsholdsstjerne.

Selv fortæller hun, at hun har fulgt sin mand til Rotterdam, hvor han spiller for den hollandske klub Feyenoord, og det har også sine omkostninger.

- Jeg har valgt at gifte mig og leve med Nicolai, og lige nu kræver det, at jeg er i Rotterdam, fordi det er der, han spiller sin fodbold. Så jeg har indrettet mit liv efter Nicolais arbejde på den måde.

- Men selv om jeg bor her, er jeg jo selv herre over, hvorvidt det skal påvirke mit liv, forklarer Theresa Kofoed Jørgensen.

Hun takkede ja til at deltage i programmet, hvor også Elina Kjær og Maria Duus, som er henholdsvis gift med landsholdsanfører Simon Kjær og kæreste med angrebskometen Yussuf Poulsen, optræder, for at vise, hvor høj en grad af professionalisme, der gennemsyrer parrets hverdag, når den ene er elitesportsmand.

- Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været til familiebegivenheder, barnedåb og bryllupper uden Nicolai. Det er da ærgerligt, men han kan ikke bare tage en fridag.

- Jeg vil også sige, at det var lidt hårdt, da jeg juleaften sad på stadion, mens Nicolai spillede kamp. Jeg facetimede med både min og Nicolais familie undervejs, som var i fuld gang med at danse om juletræet, men det handler om bare at få det bedste ud af det, siger hun.

I bund og grund gælder det om at finde en balance, som begge partnere kan leve med, understreger hun, og for hende gælder det især om at tage hånd om sit eget liv.

- Det er vigtigt, at man husker at skabe sin egen identitet og sætte sine egne mål og drømme. Det er i hvert fald vigtigt for, at jeg kan fungere. Hvis jeg skulle bebrejde Nicolai og synes, at jeg har opgivet alt muligt, tror jeg ikke, nogle af os ville være særlig lykkelige.

- Generelt synes jeg, man har et kæmpe ansvar over for sig selv for, at man er glad og lykkelig i det, man gør. Hvis man ikke er det, synes jeg, man skal søge det og dyrke det i stedet for at lægge sin lykke over i andres hænder, forklarer Theresa Kofoed Jørgensen.

Derfor har hun også gjort en stor indsats for at falde til i den hollandske havneby. Da det ikke umiddelbart lykkedes hende at få et job i Holland, satte hun sig et mål om at stable en veldrevet virksomhed på benene i form af en blog.

Projektet har været succesfuldt, og det har også givet hende mere ro i forhold til fremtiden.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg har min blog og min virksomhed, som ikke er afhængig af, hvor jeg befinder mig. Jeg har lidt mere ro i maven nu over, at jeg har noget at tage med, så jeg ikke skal starte fra bunden, når jeg kommer et nyt sted hen, forklarer hun.

Når det kommer til hverdagen, er det også Theresa Kofoed Jørgensen, som står for overblikket. Nicolai Jørgensen skal fokusere på sin træning, kost og præstation, og selv glæder Theresa Kofoed Jørgensen sig over, at det ligger naturligt til hende at igangsatte og eksekvere.

- Det er mig, der er den praktiske. Jeg kan godt tage den titel uden at fornærme Nicolai. Jeg er også uddannet projektleder, så jeg elsker at planlægge. Nico er forkælet og vant til, at jeg ordner det. Han griner lidt ad mig nogle gange, men inderst inde tror jeg, han synes, det er rart, at jeg har styr på tingene, siger Theresa Kofoed Jørgensen grinende.

Lørdag sætter hun kursen mod Rusland, hvor hun vil overvære det danske landsholds første kamp ved VM. Modstanderen er Peru, og også til kampene mod Australien og Frankrig vil hun sidde klar på tribunerne.

Selv om kærligheden til fodbold er vokset i hende gennem årene, er det begrænset, hvor meget fodbold der bliver talt om, når parret er sammen.

- Nicolai er rigtig god til ikke at tage fodbolden med hjem. Det er virkelig sjældent, at jeg kan mærke det på ham, hvis holdet har udfordringer eller har tabt en kamp.

- Han kan lægge det på hylden og komme hjem og bare være Nicolai. Det er noget, jeg beundrer meget ved ham. Han har formået at bevare sig selv i alt det her og har begge ben solidt plantet i jorden. Det er meget imponerende.

Første afsnit af "Kærester med landsholdet - To Russia with Love" sendes umiddelbart efter Danmarks kamp mod Peru.

Programmet kan ses lørdag den 21. juni klokken 19.50 på TV2 Zulu og TV2 Play.

  • Photographer: Jeppe Melchiorsen
    Theresa Kofoed Jørgensen er gift med den danske landsholdsspiller Nicolai Jørgensen, som er taget med landsholdet til Rusland for at spille VM. Foto: Jeppe Melchiorsen/tv2/Free
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Stort problem løst - NFH henter målvogter i Champions League-klub

Lolland

Kø udenfor: 890 gæster indenfor på tre timer

Sport

Danmark slider sig videre ved EM med nervøs nulløsning

Udland

Flere dræbte under voldsom demonstration i Kenya

Samfund

Har ikke gjort deres arbejde: - Jeg er meget bekymret for fremtiden

Nakskov

Spektakulært syn: Kan ses og høres på lang afstand

Lægehus lukker

"Katastrofe" og "fuldkommen vanvittigt:" Conny ked af chokerende lukning

Lokal nyt

Danmarks grønneste strøm trækker investeringer til Lolland-Falster

Trafik

Flere problemer i travl tunnel: Men en enkelt opmuntring på vej

112

13-årigt offer i Korsør-sagen vil overvære domsafsigelsen

Lolland

Godt nyt om Knuthenborgs forsvundne dino

Sport

NFC henter ungt talent hjem fra Vejle

Lægehus lukker

Lægehus lukker: 7.500 patienter skal have ny læge

Sport

Jens fra Nykøbing er ny superligatræner: Bliver chef for kæmpe stab

112

Politiet efterlyser: Har du set Bent?

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Lukningstruet zoo er reddet

Vejret

Nu lægger sommervarmen sig over Sydhavsøerne: Så varmt bliver det

Sport

Rolf Sørensen melder fra til Touren med hjerteproblemer

Politik

Få overblikket: Her er hovedpunkterne i den grønne trepartsaftale

112

108 taget i fartkontroller - 18 får et klip

Politik

Minister efter ny aftale: Så meget stiger prisen på oksekød

Sport

Spanien hjælper Danmark før Serbien-brag: Sådan går vi videre ved EM