- Hun ser fantastisk ud, skriver David Beckham på Facebook om sin højgravide kone, Victoria.
Der er ikke længe til, at David og Victoria Beckhams datter kommer til verden.
Og mens den højgravide Victoria bruger en del af ventetiden på at slikke sol, så har den kommende far travlt med at fotografere sin struttende kone og lægge billedet på sin Facebook-profil.
- Tog dette billede af Victoria, da hun ikke kiggede. Hun ser fantastisk ud så tæt på, at barnet bliver født, skriver fodboldstjernen fredag på sin profil.
Beckham-parret har i forvejen tre sønner, Brooklyn, Romeo og Cruz, og fru Beckham lagde fra starten af sin graviditet nummer fire ikke skjul på, at hun ønsker sig en pige til at fuldende flokken.
/ritzau/