FAKTA: Troels Kløvedal om liv, sygdom og død

Eventyreren og forfatteren Troels Kløvedal, som døde søndag, fortæller i sin seneste bog, at han som helt ung besluttede sig for, at alle hans morgener skulle være poetiske:

- Og det har jeg holdt. Jeg elsker tidlige morgener og nyder dem hver eneste dag året rundt. At sætte sig ud i solen eller gå ud i regnvejret i haven eller sidde på ankerspillet med en kop kaffe, hvis man ligger for svaj, eller lave to kopper kaffe og gøre rorgængeren selskab, hvis man er i søen ... det er virkelig det dejlige liv. At lade dagen komme til sig, mens man spekulerer på eller taler om, hvad man skal bruge den til. Livet er vidunderligt, fordi man kan bruge det til lige det, man drømmer om, og hver morgen er en stor, dejlig oplevelse.

* Om sygdom:

- Det føles som at gå på en skovsti, og så forsvinder mit før så sunde legeme pludselig ned ad en anden sti, mens mit hoved fortsætter som planlagt. Jeg kan ikke synke mad mere og får næring gennem en sonde i maven, kan ikke trække vejret uden en respirator, kan ikke tale mere og hoster slim op af lungerne mange timer hver dag. Jeg tror, man falder som et gammelt træ i skoven, og det giver en lysning, hvor nye skud kan gro op mod solen.

* Om døden:

- Jeg har en konstant følelse af, at jeg er ude i dårligt vejr, hvilket gør, at jeg mere og mere drømmer om at sejle ind i en atol, i en lagune med stille vand. I revpassagen står alle de mennesker, som elsker mig, og de vinker til mig, og da jeg er inde i det blå, klare lagunevand, smider jeg ankeret mellem de smukkeste koraller på en sølvfarvet sandbund. Og så dør jeg, og alt er, som det skal være. Først får man det hele forærende, og så mister man til sidst det hele igen. Sådan er livet.

Kilde: "Alle mine morgener på Jorden" af Troels Kløvedal, udgivet af Gyldendal 2017.