Annonce
Bolig og livsstil

Tina Dickow: Nu går jeg på scenen som et helt menneske

Det er fire år siden, at Tina Dickow udgav albummet "Whispers". Fredag er den danske sangerinde igen albumaktuel. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

En skriveblokade har ledt Tina Dickow i en ny retning. En, hvor hun ikke længere skal bevise sig selv.

Over 12.000 mennesker er på plads i Royal Arena, og til Tina Dickows højre side sidder ham, det hele drejer sig om - kronprinsen - med sin hustru og fire børn.

Hun er på scenen for at optræde med nummeret "Adam's House", som hun har skrevet til anledningen, og som er en del af det kommende album "Fastland", da der sker det, som ikke må ske.

- Jeg begynder at synge og kan høre, at der ikke er tændt for lyden i mine ører, så jeg starter med at signalere, at jeg ikke kan høre mig selv.

- De er så lynhurtige til at få trykket på knapperne ude i teknikken, men jeg nåede lige at se katastrofen i øjnene en brøkdel af et sekund, fortæller Tina Dickow.

Det er i forvejen nervepirrende at være på live-tv foran så mange mennesker og meget kan gå galt, fortæller hun. Men sammenlignet med for fem år siden har hun langt mere ro i kroppen nu, da lyden svigter.

For der er sket noget med Tina Dickow i løbet af de seneste par år.

Egentlig har hun måske taget munden for fuld, da hun takker ja til at spille til fejringen af Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag, for den falder samtidig med, at hun er i fuld gang med tilblivelsen af sit 11. studiealbum.

Men nummeret "Adam's House" er også et sigende eksempel på, i hvilken retning Tina Dickow bevæger sig i foråret 2018.

Forud for hendes optræden i slutningen af maj i Royal Arena er gået måneder med skriveblokade, kunstneriske frustrationer og nyfunden musikalsk frihed.

- I januar gik jeg med nogle få idéer til et nyt album, og da jeg satte mig ned med min bedste ven - den akustiske guitar - for at lave idéerne om til færdige sange, skete der bare ingenting.

- Det plejer at være sådan, at jeg har nogle ord, og så kommer guitaren med nogle akkorder, og så leder det ene til det andet, og inden jeg har set mig om, er der en sang. Men det ville ligesom bare ikke nogen vegne, og det var en helt ny oplevelse, siger Tina Dickow.

Hendes første reaktion var irritation.

- Det var helt klart vældig frustrerende og overraskende at sidde med den guitar, som igennem så mange år har givet mig så meget.

- Men det måtte jo ske på et tidspunkt, og jeg kan ikke engang huske, hvor lang tid det tog at komme videre, fortæller Tina Dickow.

Hun ved godt, hvorfor hun er blevet ramt af en skriveblokade netop nu. Hun føler, at hun har sagt, hvad der er at sige med selvbiografien "Tæl til Tina", der udkom nogle måneder forinden i november 2017.

Og i den erkendelse ligger også noget frihed, fortæller Tina Dickow.

- Denne her gang behøver jeg ikke at vise nogen, at jeg for guds skyld ikke er overfladisk eller poppet. Jeg skal ikke vise nogen, at jeg er dyb, har hjerne og kan spille guitar, for det har jeg gjort.

- Det gør, at jeg eksempelvis er fri til at lave pop. "Adam's House" er en sang, hvor jeg førhen måske ville have tænkt, at den var for poppet til mig. Men i dag tænker jeg bare, at det er et godt nummer, og selvfølgelig skal jeg lave det, siger hun.

Derfor blev den akustiske guitar også sat på sidelinjen under arbejdet med "Fastland", og i stedet er hendes vokal trådt i karakter.

- Det har været fantastisk at gå i studiet med følelsen af primært at være sanger. Jeg er virkelig gået op i det på en måde som aldrig før, og jeg har dyrket mine vokalindspilningerne for at få det til at lyde så varmt og nærværende som overhovedet muligt.

Men når man efter så mange år siger på gensyn til sit tætteste instrument, giver det også nogle nye udfordringer.

- Det er ikke angstprovokerende, men det er helt klart noget, jeg skal vænne mig til. Man skal lige finde ud af, hvad man skal gøre med sine hænder - helt bogstaveligt talt, siger Tina Dickow.

Men alt det er småting, understreger hun. For i de senere år har hun for alvor fundet ro på scenen. Det kommer også til udtryk under sangen til kronprinsen i Royal Arena.

- Jeg er slet ikke så bange for at fejle, som jeg har været. Jeg tror, det er, fordi mennesket og kunstneren Tina Dickow er smeltet sammen nu.

- Jeg går i højere grad ud på scenen som et helt menneske. Som mor, kone, kunstner og kvinde. Jeg er ganske enkelt mindre nervøs nu, og jeg tror, det skyldes, at jeg med bogen har fået fortalt om mig selv og mit liv, forklarer hun.

Albummet "Fastland" udkommer fredag den 28. september.

  • Tina Dickow
    Det er fire år siden, at Tina Dickow udgav albummet "Whispers". Fredag er den danske sangerinde igen albumaktuel. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Mads Pedersen på podiet i Nysted

112

Mand afgået ved døden efter alvorlig ulykke

Sport

Skuffende EM-start: Danmark smider føring

Guldborgsund

En af de helt tunge attraktioner kommer til Gedser

112

Mænd kørte væk fra brand: - Klart vores mistanke, at den er påsat

Rødby

Mest omfattende ændring i 60 år: Slut med lange køer

Guldborgsund

Claus Meyer lykkelig: Slår dørene op i "sin elskede by"

112

Alvorligt færdselsuheld spærrede landevej

Sport

Sådan! Lollandsk OL-håb vinder EM-guld

112

31-årig mand stikker læge på psykiatrisk afdeling med en kniv

Lolland

Kæmper for at få uddannelser til Nakskov

112

Uheld på Sydmotorvejen: Person kørt på sygehuset

Guldborgsund

Danmarks dyreste lokum? Lokal toiletbygning vurderet til flere millioner

Fejø

Klimaaktivisterne tøver ikke længere: Vigtige retningslinjer

Indland

Borgere får sendt nye beredskabsråd som digital post

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Formand går af: "Det sandede til i selvfedme og uforsonlighed"

Sport

Øv! Lokalt OL-håb misser EM-guld

Lokal nyt

Forsvarsminister: Danskerne skal kunne klare sig selv i tre dage i krisesituation

Sport

Vil spolere oprykningsfesten i Esbjerg

Sport

NFC smidt på sommerferie med våd klud i ansigtet

Lolland

Stor cykelfest i byen: Lukker flere veje lørdag

Vejret

Åh nej: Masser af regn på vej - frygter skybrud på Sydhavsøerne