Den ubegribelige tragedie

Af K. E Watz

Den forløbne weekend har været en af de mest sorte nogensinde. Alle, der har fulgt med i de løbende reportager fra den ubegribelige og uforståelige tragedie i Norge, har været og er stadig dybt berørt, og samtidig med den store medfølelse med dem, der er blevet ramt af tragedien, føler mange, at frygten er rykket nærmere.

Den frygtelige terrorbombning i regeringskvarteret i Oslo og den efterfølgende massakre i den norske arbejderbevægelses ungdomssommerlejr på øen Utøya kaster lange skygger, og de nordiske samfund, vi hidtil har kendt, er med ét slag total forandret. At man må erkende, at terroren ikke alene kan komme udefra, men også indefra gør situationen ekstremt alvorlig. Og selv om den norske statsminister Jens Stoltenberg har understreget, at anslaget mod demokratiet skal mødes med mere demokrati, og at frygten ikke skal tage overhånd, kan der ikke være tvivl om, at de nordiske samfund fremover vil være mindre åbne, i mindre omfang baseret på tillid, og mere overvåget end tidligere.

Tragedien i Norge og andre terrorhandlinger i nyere tid har gjort, at man må erkende, at vi ikke kan sikre os mod terror, hvor den end måtte komme fra. Men frygten må ikke få demokratiske samfund til at opgive at værne om netop de demokratiske principper eller hindre den frie og åbne debat. Og frygten må heller ikke forhindre unge i at gå ind i politik på linje med de nu likviderede norske ungdomslejrdeltagere og deres sårede og overlevende kammerater.

Alt skal naturligvis sættes ind på at forhindre meningsløse angreb på demokratiet, som Norge netop har oplevet. Men man må ikke håbe, at det nogensinde kommer så vidt, at arrangementer som ungdomssommerlejren på Utøya kun kan afvikles med sikkerhedsforanstaltninger af samme enorme omfang som for eksempel i forbindelse med klimakonferencen i Bellacentret i København.