Går vi langt nok tilbage i Danmarks historie, sad højadelen i rigsrådet sammen med kongen og tog beslutninger for riget. Men i midten af 1600-tallet gik det skidt for Danmark. Vi var nærmest bankerot efter en udmarvende krig mod arvefjenden Sverige. Danmark havde mistet Skåne, Halland og Blekinge.
Fremmede hære krævede forsyninger fra lokalbefolkningen og lejehærene krævede løn. Danmark var i dyb økonomisk krise.
Underskuddet skulle finansieres. Adelen ville ikke, så de forsøgte at lægge hele udgiften over på borgerne, som på sin side ikke ville sidde med hele regningen. Borgerne slog sig sammen med universiteterne og de gejstlige og ved et hemmeligt møde tilbød de kongen at gøre staten til et arverige fremfor et valgrige. Det kunne Frederik d. 3. ikke modstå og ved hjælp af et militærkup blev adelen trængt op i en krog.
Det hele endte med at enevælden blev indført i 1660.
Herefter kunne kongen gøre som han ville.
Den situation har, ser jeg, betænkeligt mange paralleller til det der er ved at ske i Danmark i dag.
Danmark er i krise, vi er ikke bankerot - og måske heller ikke tæt på. Men væksten er for lav. Økonomien er gået i stå. Private og offentlige virksomheder fyrer i hobetal. Firmaer outsourcer opgaver til billigere lønområder osv.
På en eller anden måde skal regningen betales. Det skal vi alle være med til, og det vil lærerne også gerne.
Når lærerne går i aktion og demonstrerer mod den landsdækkende lockout på både statens og kommunernes område, er det ikke så meget for spørgsmålet om forholdet mellem forberedelse og undervisning for lærerne. Det er et generelt spørgsmål om den danske model for de offentligt ansatte, hvor lønmodtagerne har forhandlingsret og mulighed for at have indflydelse på arbejdsvilkår og løn.
Mange tror fejlagtigt at den ledelsesret KL og Moderniseringsstyrelsen lægger op til ledelsen skal have, er den enkelte medarbejder der skal forhandle sin tid. Men der lægges op til at den enkelte medarbejder kan samtale med ledelsen, som så tager en absolut beslutning.
Når Moderniseringsstyrelsen og KL ikke kan andet end at fremsætte deres krav igen og igen og igen, uden at lytte til de indrømmelser og kompromisforslag lærerorganisationerne kommer med, er der ikke længere tale om forhandling, så er det ren diktat. En enevældig regerings fremturen på bekostning af ansattes medansvar og medindflydelse.
Inden for det offentlige er fagbevægelsen hermed ubrugelig, død og kan begraves side om side med den danske model. Lærernes kamp er ikke bare en kamp for rimelige arbejdsvilkår. Det er i allerhøjeste grad en kamp for den danske model og de værdier den er bygget på: tillid og gensidig respekt.
Spørgsmålet er om det er holdbart for en regering i et moderne samfund nærmest at genindføre enevælden ad bagdøren ved at holde pistolen for panden på lærerne for at få os til at gøre som de vil have?
Vi håber de besinder sig og genoptager forhandlingerne.
Sidsel Jønck, Lockoutet underviser på VUC, medlem af Uddannelsesforbundet
Ottevej 2
4990 Sakskøbing