Glem alt om politikernes fornemme ord, de tætskrevne sider og tykke rapporter om udvikling af den lokale turisme. Det kan godt være intentionerne er gode nok, men evnen til at samarbejde og føre ideer ud i livet eksisterer ikke. Mange af de ildsjæle, der arbejder for turisme og udviklingen af seværdigheder og kultur i landdistrikterne, bliver langsomt kvalt og brænder ud.
En af de mest aktive på Lolland-Falster, formanden for Vestlollands Turistforening, Preben Jelsbak, har kastet håndklædet i ringen.
Han er så frustreret og bitter, at han ikke ville vente til forårets generalforsamling med at forlade formandsposten.
Han forlader posten promte, og det sker med et dybt højrehug til Lolland Kommune og øvrige offentlige myndigheder efter 15 års solidt arbejde i turismens tjeneste.
Ikke alene for Vestlolland, men for hele Lolland og Falster er det trist at skulle sige farvel til en så kraftig dynamo.
Jelsbak kunne både forfægte de store linjer i den fælles turismeindsats i landsdelen, men han forsvarede også de meget lokale seværdigheder og kulturminder.
Hans afgang bør trække spor både blandt politikere og i sektoren for Udvikling og Erhverv, men lur os, om man ikke blot blandt dem drager et lettelses suk over at slippe af med den til tider besværlige og kritiske Jelsbak.
Det er en farlig kurs at slå ind på, hvis man ønsker udvikling. Hvis man lader de lokale ildsjæle brænde ud er der ikke meget at bygge videre på.
I sin afskedssalut kalder Preben Jelsbak det stort opslåede projekt “Mulighedernes Land” for en “fis i en hornlygte” og han er dybt skuffet over den måde, kommunen har valgt at forvalte de penge, der kom ind ved salget af Nakskovs største turistattraktion - ubåden, på.
I Jelsbak’s kølvandsstribe ligger et hav af smuldrede projekter og ideer, som aldrig har fået den fortjente støtte og opbakning fra kommunen.
Angrebene på turistbureauerne er heller ikke hans kop the. Man udvikler ikke ved bare at nedlægge, men måske nok ved at ændre.
Det er svært ikke at give Jelsbak ret i sin kritik af, at kommunen ikke evner at løse opgaver, men i stedet vælger at se alt som problemer.
Turistformanden har kun meget sjældent oplevet en positiv kommunal tilgang til lokalturismen, og det skuffer endnu mere, når kommunen efter at have bedt borgerne om at komme med gode ideer, handler stik modsat.
Det ligner også storhedsvanvid at kommunen i destinationspuljen kun koncentrerede sig om turistattraktioner, som kan give 30.000 årlige besøg, og vælger helt at overse de små museer og seværdigheder, hvor frivillige kæmper for at give både de lokale og turisterne en oplevelse af Lolland.