Overskriften hentyder til en valgannonce som det Radikale Venstre lancerede under valgkampen i 1967/68. I annoncen fortalte de at ”Man kan stole på B”, hvilket fik en kvik satiretegner til under en tegning af en grublende Hilmar Baunsgaard, der sidder på en vaklende taburet, at spørge ”Kan B på stolene?” Det er godt nok så mange år siden, at det kun er den mere modne del af FT-læserne, der måske kan huske annoncen. Jeg stødte på den for kort siden, og situationen i dag og dengang har mange fællestræk. Den daværende radikale leder Hilmar Baunsgaard gav ikke længere pr. automatik støtte til Socialdemokratiet, som de ellers havde gjort i mange år forinden.
Om B kunne på stolene og om man kunne stole på B afhænger som i så mange andre forhold af, hvem der vurderer det. De radikale dannede en trekløverregering med Venstre og de Konservative, en regering, der fik en levetid på 3 år. Så lang tid går der ikke med den regering, der er nu under opsejling. Om ikke andet fordi vi senest skal have folketingsvalg i sommeren 2019. Men også fordi det kan være svært at forestille sig LA optræde som loyale regeringspartnere i så lang tid med mindre Anders Samuelsen lader sit stålsatte blik erstatte af et sløret blik til gengæld for naturligvis at få lov til at køre i ministerbil i et par år. (Måske er det lidt uretfærdigt altid at komme med det argument, når et parti indgår i en regering, for inderst inde er det vel indflydelse på beslutningsprocessen, der driver alle politikere)
For hvad får Anders Samuelsen og de andre i LA ud af det? Jo, selvfølgelig ministerposter til Anders S, Mette Bock, Simon Emil Amnitzbøll, og hvad med Henrik Dahl (men da ikke til Joakim B. Olsen, vel?). Og de kan få mulighed for at påvirke regeringens politik indefra, og det i sig selv er vigtigt. Magten giver langt større muligheder for at sætte sine synspunkter igennem.
Men det er også en farlig færd LA har begivet sig ud på. Deres krav om topskatten kan de da godt fremsætte i regeringsforhandlinger, men det er stadig en mindretalsregering, der er langt fra de 90 mandater. Meget kunne tyde på, at Anders Samuelsen også erkender dette, og at det ultimative krav ikke længere er så ultimativt endda. Så er spørgsmålet jo blot, hvordan det vil påvirke hans troværdighed, at han frafalder netop det krav, der har tegnet LA’s profil i de seneste1½ år. Selvfølgelig kan han kompenseres med en række andre ting, der har det samme slutresultat, men vil det have samme gennemslagskraft hos de hardcore ultraliberale i hans vælgerskare? Hvorom alting er, skal de nok gå nogen tid før vi finder ud af om LA kan på stolene – eller om vi kan stole på LA.
Hvad angår de konservative har de jo tidligere, vist at de kan på stolene, men de må også have haft nogle traumatiske oplevelser med konstant tilbagegang efter at have været i regering. Så Søren Pape må have is i maven, hvis han går i regering. Han må være mere end 100 % overbevist om, at der i regeringssamarbejdet bliver plads til at profilere deres mærkesager så som et styrket forsvar og politi, bedre forhold for erhvervslivet, tryghed for boligejerne og en grønnere politik. Er det i det hele taget områder, hvor det er muligt at profilere sig? Bortset fra det med den grønne politik, er det jo områder, som også er i fokus for enten LA eller Venstre, og så kan de konservative aftryk sagtens fortone sig. Hvis det sker, er det slut med de konservative efter 100 år
Så om regeringen kan på stolene, afhænger i høj grad af, hvor mange kameler, der må sluges for at få regeringen til at holde sammen. Som udgangspunkt er det nødvendigt, at partierne sætter ønsket om en borgerlig regering højere end ønsket om at profilere deres parti, hvilket jo netop er nødvendigt for LA og de konservative. Det synes at blive et uløseligt modsætningsforhold. Derfor bliver det spændende at se, om eller hvornår, der kommer et tidspunkt, hvor Løkke ikke vil ”fastholde regeringsmagten for en hver pris”.
Der er måske nogle læsere, der spørger sig selv, hvorfor jeg som socialdemokrat slet ikke nævner mit eget parti. Bortset fra at vi ikke er involveret overhovedet i denne regeringsrokade, er svaret jo ligetil: Selvfølgelig kan man stole på A og ligeså selvfølgeligt kan A på stolene. Det skal vi nok vise efter næste valg.