Den store møbelbutik lukker: Snart starter ophørsudsalget

Arkivfoto: Anders Knudsen

For et par uger siden kom det frem, at My Home lukker alle sine butikker i landet. En af dem ligger i Guldborgsundcentret. Og der er ikke lang tid til, at ophørsudsalget starter.

Offentliggjort Sidst opdateret

For et par uger siden kom det frem, at møbelkæden My Home lukker sine 23 butikker i landet. En af dem ligger i Guldborgsundcentret. Både de ansatte og alle leverandører havde fået beskeden. Men hvornår butikken lukkede i Guldborgsundcentret, stod hen i det uvisse.

Til mediet Wood Supply oplyste bestyrelsesformand og ejer af My Home, Jan Hallas, at der hverken var tale om en konkurs, betalingsstandsning eller lignende. Kunderne vil stadig få deres møbler, og medarbejderne vil få deres løn.

Folketidende talte også med ejeren. Han fortalte, at det selvfølgelig var træls at skulle lukke forretningen, men hans mavefornemmelse fortalte, at nu var det rigtige tidspunkt.

- Vi kunne sagtens have kørt videre et år mere, men så er det ikke sikkert, at vi selv ville få lov at bestemme, hvornår og hvordan vi skulle lukke, sagde han.

Ophørsudsalget

Da Folketidende onsdag taler med ham igen, har han et bud på, hvornår butikken i Guldborgsundcentret lukker. Den realistiske vurdering er februar, men ejeren gør det klart, at det ikke er sikkert endnu.

Først skal møbelforretningen dog holde ophørsudsalg.

- Vi starter ophørsudsalget om en god uges tid, og så kører vi de måneder, der skal til for at få solgt vores lagre, siger Jan Hallas og fortsætter:

- Der vil selvfølgelig være forskellige rabatperioder, men vi må se, hvor meget vi får solgt. Vi vil sætte prisen yderligere ned i december og januar. Får vi ikke solgt nok, er vi nødt til at sætte priserne yderligere ned. Når vi lukker helt ned, skal vi have solgt vores varelager.

De ansattes fremtid

I de 23 butikker, My Home har på landsplan, er der cirka 100 ansatte. I Guldborgsundcentret er der 4-5 stykker.

Men hvad skal der nu ske med dem?

- Vi gør rigtig, rigtig meget for at sikre dem. Der er stor interesse for vores lejemål, og vi er i dialog med mange detailkæder, men jeg kan ikke komme ind på hvilke.

- Særligt i Guldborgsund har vi et fantastisk team, så jeg tænker, at når vi er enige om, hvem der tager over, får de (ansatte, red.) også et eller andet tilbudt. Det er jeg sikker på. Vi lukker stille og roligt ned, og vi vil hjælpe de ansatte med at komme godt videre, siger Jan Hallas.