Derfor gik Troels Jørgensen konkurs

Foto: Arkivfoto

En kæde af problemer udhulede i løbet af det seneste årstid den hidtidige udgave af det store entreprenørfirma Troels Jørgensen A/S, Kettinge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det foreløbige punktum for det traditionsrige entreprenørfirma Troels Jørgensen i Kettinge blev sat tirsdag eftermiddag, hvor Skifteretten tog to selskaber under konkursbehandling. På hovedaktionær Troels Jørgensens egen foranledning.

Begyndelsen er egentlig aflæggelsen af regnskabet for 2009 i koncernen: Her er der et plus på cirka fire millioner kroner i entreprenørvirksomheden. Og et minus på omkring 2,5 millioner kroner i Korsgaard Grus og Sten - et “råstof-datterselskab” i virksomheden. Alt i alt ikke faretruende overhovedet.

- Helt frem til midten af 2010 ser det sådan set ganske normalt ud. Midt på året har vi et minus på cirka 200.000 kroner - bestemt ikke mærkværdigt efter tre måneders hård vinter i halvårsperioden. Men så kort efter begynder vores ordreholdning at dale kraftigt, siger Troels Jørgensen og tilføjer:

- Jeg får bange anelser. Egentlig mest baseret på “fornemmelse og erfaring”. Vi kæmper for at få ordrer - og konstaterer i øvrigt, at hvor vi tidligere måske afgav 10 tilbud og fik 6-7, så skal vi nu lave 20 og være heldige, hvis vi får ét.

I løbet af efteråret 2010 får virksomheden dog en række ordrer i Nykøbing, Nakskov og i Kettinge, så ordrebeholdningen når op på cirka 90 millioner kroner. Men da vinteren kommer i november, går det atter ned ad bakke.

- Vi må se i øjnene, at nogle af opgaverne udskydes eller simpelthen slet ikke bliver til noget. På den anden side af nytår må vi så sende op mod 60 medarbejdere hjem. I den seneste tid står vi så i en uholdbar situation, hvor jeg skan se, at der skal ske noget drastisk, påpeger Troels Jørgensen.

I dag er udfaldet som bekendt blevet en konkursbegæring. Men hvad der nu skal ske i alle hjørner af koncernen, vides endnu ikke.

- Vi har ordrer at gå i gang med. Og det har bank og garantiinstitut tilsluttet sig, at vi gør. Det er klart den bedste løsning også set fra deres side. Men selvfølgelig står jeg med en meget vemodig følelse i forhold til det firma, vi har bygget op gennem årene, og ikke mindst alle de dygtige medarbejdere, som nu ikke har udsigt til at komme tilbage til virksomheden, siger Troels Jørgensen.