Direktør jubler: – Det er exceptionelt godt på Lolland og Falster
Per Dam har været administrerende direktør i Sol og Strand Feriehusudlejning siden 2019. Han fortæller, at det går "exceptionelt godt" med at udleje sommerhuse på Sydhavsøerne. Foto: Sol og Strand
Sol og Strand
Sol og Strand melder om rekordstor sommerhusudlejning i påsken – især Lolland og Falster hitter hos både danskere og prisbevidste tyskere.
Hvordan skal man spendere påsken?
Derhjemme i haven, så ukrudtet endelig forsvinder, hos familien i Jylland eller i et lejet sommerhus.
Mange har formentlig valgt den sidste mulighed. I hvert fald har udlejningsbureauet Sol og Strand haft den største påske nogensinde. Og særligt på Lolland og på Falster går det rigtig godt med at udleje sommerhuse.
Det fortæller Per Dam, administrerende direktør i Sol og Strand Feriehusudlejning A/S.
"Exceptionelt godt"
Når han skal bedømme, hvor godt påsken er gået på Sydhavsøerne, svinger han sig op på ni ud af ti. Sammenlignet med 2024 er der denne påske 50 procent flere adkomster eller udlejninger. På landsplan ligger det tal på 16 procent.
– Det er exceptionelt godt på Lolland og Falster, og det er vi selvfølgelig megaglade for, siger direktøren.
De forskellige forklaringer
Hvorfor Sol og Strand generelt har oplevet en udlejningsstigning, kan der ifølge Per Dam være flere forklaringer på.
– Noget er helt naturligt, fordi påsken falder sent. Hvis den falder tidligt, er der mange, der står mellem, om de skal tage på skiferie eller på påskeferie. Hvis påsken falder senere, ser man derfor tit, at den bliver større. For vores vedkommende er den så blevet ekstraordinær stor i år.
Sol og Strand
- Feriehusudlejningsbureauet Sol og Strand blev stiftet i 1979, og er ejet af Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld.
- 28 lokalkontorer rundt om i hele landet - et af dem ligger i Marielyst.
- Det varetager udlejning, servicering og markedsføring af omkring af 6.500 feriehuse i hele landet
Kilde: Sol og Strand
Der er dog også en anden forklaring. Og her skal vi kigge mod syd. For selvom der kommer ”pænt mange” danskere, skyldes det også i høj grad de mange tyske turister, fortæller direktøren.
– Tysk økonomi har jo i bund og grund været urolig og presset. Man kan køre hertil. Og selvom det er en ferieperiode, så er det jo i sammenligning med højsommeren stadigvæk noget billigere. Og vi kan tydeligt se, at der er en større prisfølsomhed hos vores tyske broderfolk.
Direktøren mener også, at den gode påske kan forklares med udlejningsbureauets målrettede tilfredshedsindsats, og at der generelt er kommet, som han siger, ”flere og flere gode huse til udlejning”.
De våde somre
Sommeren er højsæson for sommerhusudlejning. Direktøren fortæller dog, at der i hele branchen sidste år var lidt flere ledige huse end året forinden.
Dette var ifølge ham drevet af den ”markant stigende efterspørgsel uden for de dyreste uger.” Men vejret spiller selv sagt også ind, når det handler om sommerhuslysten.
– Al statistik de sidste 30 år viser, at har du haft en regnvejrssommer, påvirker det året efter. Nu har vi haft to år i træk, hvor det har været noget vådt.
– Derfor tror jeg også, at der er mange, der lige vil se, hvordan vejret bliver her i foråret, før man lige beslutter sig for, om det nu er et dansk feriehus, eller om det er en rejse sydpå. Eller for tyskernes vedkommende, om man tager nordpå til Danmark.
Udlejning af huse i højsæsonen ser for Sol og Strand lige nu bedre ud sammenlignet med sidste år, fortæller direktøren.
Der har været 250 adkomster eller udlejninger hen over påsken, mens tallet lå på mellem 165 og 170 sidste år.
Der kan dog godt nå at komme nogle flere udlejninger de næste par dage, gør Per Dam det klart.