Lokal catering-virksomhed konkurs: - Jeg har ikke været god nok

Johnny Andersen vil fremover holde sig til gryderne efter konkursen med Kokken og Company. Arkivfoto: Anders Knudsen

Manden bag Kokken og Company, Johnny Andersen, tager det fulde ansvar for konkursen, som rammer tolv medarbejdere. 3F står klar til at hjælpe medlemmer.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND: Catering virksomheden Kokken og Company, der indtil 30. juni forpagtede Nykøbing F. Hallens café, er gået konkurs. Det bekræfter Johnny Andersen overfor Folketidende.

- Vi havde en opgave for Femern i 2023, og da vi mister den, får vi ikke afskediget det personale, vi skulle. Vi skyder lidt med spredehagl og får stillet nogle ting i udsigt, som ikke lander. Men i sidste ende er vores udfordring i virkeligheden den, at vi er kokke, der er gode til det, vi laver. Men ikke til at drive virksomhed.

Dårlig til at sige nej

Udover catering og forpagtningen af sportscaféen i Nykøbing F. hallen har Kokken og Company også været  involveret i  bespisning af gæster i Western Camp.

- Der har vi også kæmpet til det sidste, men på grund af en regnfuld sommer lykkedes det ikke at komme i mål med det, og vi måtte opgive.

Ifølge Johnny Andersen er det Gældsstyrelsen, som i sidste ende har begæret virksomheden konkurs, og det berører 12 ansatte.

- Jeg har det ikke så godt. Jeg er rigtig ked af det, for vi havde alle intentioner om at skabe glæde, men det kunne vi ikke. Og det er 100 procent mit ansvar. Jeg har været for dårlig til at sige nej og foræret for meget væk. Jeg gjorde mit bedste, men jeg var ikke dygtig nok.

Et stort arbejde

Folketidende har været i kontakt med 3F, som har medlemmer ansat i virksomheden. Lena Blak Eriksen er faglig medarbejder på området.

- Vi har ikke fået noget ind omkring det endnu og foretager os ikke noget, før kuratorbrevene lander. Vi kommer til at hjælpe vores medlemmer med at få en ansøgning afsted til Lønmodtagernes Garantifond, og så er der elever, som skal finde nye pladser. Vi kender alle situationen her på Lolland Falster, så det bliver spændende at se, om der er pladser til dem.

I forhold til de medarbejdere, som ikke er i en fagforening, håber hun at de bliver samlet op af andre.

- Du kan sagtens søge Lønmodtagernes Garantifond som privatperson, men fonden er vores allesammens penge, og der bliver stillet krav og spørgsmål, ligesom de kræver dokumentation. Det er et stort arbejde, og man skal være lidt stærk for at stå det igennem, siger hun