Lokal husbåd-bygger konkurs
Stern Hausboot ApS har til huse i Jupiter Plasts tidligere bygninger på havnen i Orehoved. Arkivfoto: Jan Knudsen
.
Virksomheden Stern Hausboot ApS, der holdt til på havnen i Orehoved, er taget under konkursbehandling af skifteretten.
Husbåd-producenten Stern Hausboot ApS, der holdt til i Jupiter Plasts tidligere fabrikshaller i Havnegade på havnen i Orehoved, er blevet begæret konkurs.
Det fremgår af oplysninger i Det Centrale Virksomhedsregister, også kendt som cvr-registret. Her kan man læse, at Skifteretten i Nykøbing har afsagt konkursdekret mod virksomheden i fredags, 11. august.
Virksomheden var ejet af Bernd Muckenschnabel og Stefan Bode - begge fra Tyskland - med førstnævnte som administrerende direktør, men det fremgår af meddelelsen i cvr-registret, at de begge fratrådte i går, mandag.
Folketidende har forgæves forsøgt at få en kommentar fra både Bernd Muckenschnabe og advokat Kristian Gustav Andersson, der er udpeget som kurator.
Det har derfor endnu ikke været muligt at få oplyst, hvad der har udløst konkursen, men virksomheden har tilsyneladende været ramt af økonomiske problemer i et stykke tid.
Underskud og negativ egenkapital
Ifølge virksomhedens årsrapport for 2020-2021 kom Stern Hausboot ApS ud af regnskabsåret med et underskud på 633.000 kroner og en negativ egenkapital på næsten 600.000 kroner.
Det har ikke været muligt for Folketidende at finde et nyere regnskab.
Virksomheden blev stiftet i 2020 og havde 12 ansatte. Så sent som i oktober sidste år var 115 mennesker, heriblandt Guldborgsund Kommunes borgmester Simon Hansen, samlet i lokalerne i Orehoved for at fejre premieren på Stern Hausboots første danskproducerede husbåd.
Stern Hausboot har siden 2011 produceret husbåde i Tyskland. Konkursen omfatter så vidt Folketidende erfarer kun den danske afdeling i Orehoved.
Seneste artikler
Nykøbing FC sejrer i Vanløse
Cirkusdirektrice Hanne Berdino er død - 81 år
Lolland-Falsters biskop er en del af flertal: Vil have ny placering af store bededag
Millionbesparelse er imod loven: Borgernes vel eller politikernes ønsker
Plejefar nægter overgreb: - Det var upassende kontakt
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
DMI udsender varsel
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie
Afføring smurt ud på toiletter og ødelagte møbler på spritny skole